Historisk dobbeltsejr til IFK Göteborg i 10-mila damestafetten
Årets 10-mila var flyttet fra langt væk fra Stockholm til den nordligste lokation i løbets 78 årige historie. Det var således Skellefteå der lagde skove til det store præstigefyldte arrangement. Der var et stort dansk aftryk på især damestafetten, hvor Miri Thrane Ødum og Ida Agervig Kristiansson var med til at sikre IFK Göteborg en historisk dobbeltsejr.
Miri Thrane Ødum spillede en vigtig rolle i IFK Göteborgs sejr på 10-mila, da hun forsvarede deres føring på 2. turen.
IFK Göteborg godt fra start
Traditionen tro blev damestafetten afviklet først lørdag med fem ture. IFK Göteborg kom rigtig godt fra start, da norske Victoria Hæstad Bjørnstad fra klubbens førstehold, var først i mål efter første tur med en forspring på 11 sekunder til de jagende hold.
Men IFK Göteborgs andenhold med dansk/svenske Ida Agervig Kristiansson, kom også flot fra start. Den danske landsholdsløber var således i mål som hold nr. 10 blot 2½ minut efter det førende hold.
De to danske hold OK Pan og Farum-Tisvilde med Caroline Gjøtterup og Eva Örnhagen var i en tæt fight og kom i mål som nr. henholdsvis 74 og 75 med blot 4 sekunder mellem sig.
Miri forsvarede føringen
På andentur blev dansk Miri Thrane Ødum sendt først i skoven for IF Göteborg. Hun forsvarede på forbilledlig vis positionen, og kunne således sende den schweiziske superstjerne Simona Aebersold først ud på tredjetur med et forspring på 8 sekunder.
Lidt længere nede i feltet fulgte Lotte Jauhojärvi Markussen flot op på hendes gode forårssæson, da hun løb OK Pan ikke mindre end 43 placeringer op til en 30. plads. Iben Valery løb også en rigtig god tur for Farum-Tisvilde og hentede 29 placeringer.
IFK Göteborg udbygger forspringet
Simona Aebersold løb et superflot løb og var i mål 2:36 minutter foran norske Nydalen på andenpladsen. IFK’s andethold var nu på en 7. plads 6:05 minutter efter. Det begyndte at se rigtig godt ud for IFK.
Det begyndte også at se rigtig godt ud for OK Pan. Med en af dagens bedste tider – kun 1½ minut efter Aebersold løb Hedvig Valbjørn Gydesen OK Pan yderligere 17 placeringer frem, så de nu lå på en 13. plads godt 10 minutter efter.
For Farum OK mistede unge Amalie Erman et par placeringer, så de nu lå på en placering som nr
56.
Alt vendt på hovedet
På 4. og dermed næstsidste tur blev alt imidlertid vendt på hovedet. Allerede på første radiopost efter 2,2 km havde Elin Månsson sat IFK Göteborgs føring overstyr og var nu over 2 minutter efter den norske veteran Anne Margrete Hausken fra Nydalen. Til gengæld havde Sanna Fasth løbet rigtig godt for IFK Göteborgs andethold. Hun havde på dette tidspunkt løbet holdet op på en 3. plads blot 23 sekunder efter førsteholdet.
Sanna Fasth fortsatte det gode tempo og fik passeret Anne Margrete Hausken til sidst, og kunne således sende den norske landsholdsløber Ingrid Lundanes først i skoven for IFK Göteborg 2, mens Nydalen kunne sende Tone Lye afsted 5 sekunder efter. IFK Göteborg kunne sende VM-guldmedaljøren i stafet fra 2021 Sara Hagström ud 58 sekunder. Der var lagt op til en spændende afgørelse.
Ida Riis Madsen tabte kun 12 placeringer i det stærke felt, så OK Pan kunne sende Cecilie Friberg Klysner ud som hold nr. 25. Augusta Thorsen løb en fin tur for Farum-Tisvilde, men måtte se sig overhalet af 19 hold, så Amanda Falck Weber blev sendt ud som hold nr. 77.
Spænding til det sidste
På første radio på sidste tur havde Ingrid Lundanes udbygget forspringet til IFK Göteborg 1, der var gået forbi Nydalen, til 1:25 minutter. Sensationen lurede således – skulle andetholdet med Ida Agervig Kristiansson vinde foran førsteholdet med Miri Thrane Ødum?
Det lykkedes dog Sara Hagström fra førsteholdet langsomt at lukke hullet til andetholdet, og i en lang spurt sikrede hun IFK Göteborg 1 sejren med en marginal på 16 sekunder ned til IFK Göteborg 2. Det er aldrig sket tidligere, at en klub er blevet både nr. 1 og nr. 2 på tiomila.
OK Pan Aarhus sluttede som nr. 23, da Cecilie Friberg Klysner løb holdet to placeringer frem. Der var også lidt dansk islæt på 25. pladsen, hvor Annika Simonsen fulgte op på sin flotte 4. plads fra Swedish League nogle dage tidligere, ved at løbe sin svenske klub IK Hakarpspojkarna fem placeringer frem. Amanda Falck Weber løb Farum-Tisvilde 12 placeringer frem, så de sluttede på en flot placering som nr. 65 i det 219 hold store felt.
OK Pan godt med i herrestafetten
I herrestafetten satte OK Pan et flot aftryk på konkurrencen. Andreas Bock Bjørnsen lagde flot fra land, og var i mål som nr. 6 på førsteturen. Denne præstation fulgte årets komet Asbjørn Kaltoft rigtig flot op på. Han var i mål som hold nr. 11, med kun et halvt minut op til 4. pladsen.
På tredjetur, der var den sidste tur inden den ikoniske långa natten, kom der et hul i feltet, der skulle vise sig at blive afgørende. På radioposten halvvejs var der 19 hold inden for 23 sekunder – heriblandt Jeppe Edvardsen fra OK Pan, og sidste års vinder OK Linné med danske Rasmus Møller Jes på holdet. I mål var Rasmus med førergruppen, mens Jeppe var helt fremme i en stor forfølgergruppe med placeringerne fra nr. 14 til 31, der var lidt over 2 minutter efter. I forfølgergruppen var der dog også IFK Göteborg, der kunne sende den tidligere VM-guldmedaljør i stafet Frederik Bakkman ud på den lange nat. Så det virkede ikke urealistisk, at hullet kunne lukkes igen.
Fredrik Bakkman førte forfølgerfeltet an og holdt afstanden i starten – men undervejs fik førergruppen, der til sidst var skrumpet ind til 8 hold, udbygget forspringet, og i mål var der et hul på over 7 minutter. Elias Hinge Krogsgaard løb den lange nat for OK Pan, og det gjorde han helt formidabelt. Han holdt med IFK Göteborg hele vejen, og kunne sende Mads Møller Skaug ud som nr. 16.
Det var forventet, at OK Pan ville tabe placeringer over de næste ture, hvilket da også skete. Mads Møller Skaug startede dog med at hente en placering på 5. turen. Mads Kruse Juhl var i mål som nr. 29 på 6. turen, Niklas Hjort Ingvardsen var inde som nr. 39 på 7. turen, Oscar Sig Tranbjerg var inde som nr. 43 på 8. turen, og Søren Mølle Skaug mistede en enkelt placering, inden Magnus Dewett fik løbet holdet op til en slutplacering som nr. 40.
I teten udviklede det sig til et opgør mellem sidste års vinder OK Linné, med Rasmus Møller Jes på holdet, finske Tampereen Pyrintö og norske NTNUI. Her trak NTNUI det længste strå, mens den finske klub blev nr. 2 og OK Linné måtte ’nøjes’ med en rigtig flot 3. plads.
Der var yderligere et dansk hold til start. Det var et kombinationshold af Allerød OK/Farum Tisvilde og Søllerød OK. Holdet var en fin blanding af meget unge løbere, nogle mere erfarne løbere og så en enkelt dameløber i form af Erin Nielsen.
I skrivende stund er holdet ikke gået i mål, men det ser ud til at blive en tæt kamp om at komme i top 100. Hvis det lykkes vil det være en stor succes.
Du kan finde dagens resultatet her