Asbjørn og Hedvig bedste danskere på langdistance testløb i Norge
16. april 2023 - Af Camilla Bevensee
Langdistance testløbet til løbet Solrenningen i Norge i dag, bød på udfordringer både fysisk og teknisk for de danske landsholds- og eliteløbere, der forsøgte at løbe sig på World Cup-holdet. Banerne startede ud i noget mere diffust og grønt terræn, end gårsdagens, der dog ikke er så relevant for den kommende World Cup. Det var også langt fra den terræntype de danske løbere har trænet i, og mange af danskerne tog det ekstra forsigtigt, fortæller landstræner Tue Lassen.
"Løberne fortæller at de havde svært ved at finde flyd, fordi de blev nødt til at have mange stop i det tætte terræn i starten, for at være sikre på ikke at lave store fjl. Flere havde følelsen af aldrig at komme op i fart og skulle koncentrere sig om at løse opgaven, der var en helt anden type orientering end vi har trænet heroppe. Vi startede også først i dag, som finnerne gjorde i går, og det betød at det var os der skulle trække sporene. Det gik der tid med, som vi tabte til de bedste finner og det kan ses på resultaterne i dag," lyder det fra landstræner Tue Lassen, der ikke har fået det nemmere, når han sammen med trænerteamet skal udtage holdet til World Cuppens første runde i Norge i slutningen af april.
"Det er som altid ved de her testløb, nogle helt andre der løber godt den ene dag end den anden, så der er mange i spil om de pladser, der ikke allerede er givet ud fra de fire bedste damer og tre bedste herrer på hver distance. Vi får nok brug for at fylde holdet op med de 10 damer og 8 herrer, vi har sat som den maksimale holdstørrelse. Der mangler stadig at blive besat halvdelen af pladserne på hver distance, og det ser ud til at blive en svær udtagelse," fortæller Tue Lassen.
Det bedste danske resultat på langdistancen blev en 19. plads til Hedvig Valbjørn Gydesen, OK Pan Aarhus, med en tid på 1:24:43, 7:16 langsommere end vinder Maija Sianoja, MS Parma, der tog sejren i den dansk-finske dameklasse (D 21E-Dan/Fin) med mere end et minut ned til Anu Tuomisto, NTNUI. Halvandet minut langsommere end Hedvig, sneg Cecilie Friberg Klysner, OK Pan Aarhus, sig ind som næsthurtigste danske dame på en 22. plads i klassen, kun tre sekunder foran gårsdagens hurtigste, Miri Thrane Ødum, IFK Göteborg, der blev nummer 23, 8:51 efter Sianoja.
I herreklassen (H 21E-Dan/Fin) løb førsteårssenior Asbjørn Kaltoft, OK Pan Aarhus, med sejren blandt danskerne, da han løb i mål til en tid på 1:35:30, 13:06 langsommere end vinder Miika Kirmula, Kalevan Rasti, der vandt med mere end to minutter ned til landsmanden Olli Ojanaho, Helsingin Suunistajat. Næsthurtigste dansker på den 14 km lange bane, var Björn Cederberg, Göteborg Majorna, der kom rundt lige under halvandet minut langsommere end Asbjørn på en 23. plads. Rasmus Møller Jess, OK Linné, var igen at finde blandt de bedste danskere på dagens løb, med tredjehurtigste danske tid, lidt mere end to minutter langsommere end Cederberg på en 28. plads i klassen.
"Det er imponerende af Asbjørn, at han som førsteårs senior, uden særlig meget erfaring med international orientering som junior, bliver bedste dansker i dag, og også gjorde det godt i går. Det er også fedt at se at Björn Cederberg er tilbage i kontekst af det danske landshold, og han kommer til at være en af de gamle kendinge, der gør et lille comeback på holdet. Hedvig gjorde det godt hos damerne, men havde måske håbet på mere, og det gælder også for Miri og Cecilie, der gerne vil være med lidt længere oppe på resultatlisten," udtaler Tue Lassen om dagens danske præstationer.
I den kommende uge bliver både de løbere der skal løbe mellem- og langdistance, og dem der skal løbe på de tre damestafethold og to herrestafethold til World Cuppen udtaget på baggrund af løbene i går og i dag. I henhold til udtagelseskriterierne, udtages der fire damer og tre herrer på hver distance (mellem og lang) direkte på baggrund af resultaterne på det relevante testløb, og navnene på syv af de ti dameløbere og seks af de otte herreløbere, der er det maksimale antal løbere der udtages til World Cuppen, er derfor allerede kendt. Udtagelsen offentliggøres her på hjemmesiden, når alle løbere er informeret.
Alle (live) resultater fra dagens langdistance kan findes her:
D 21E-Dan/Fin
H 21E-Dan/Fin