Skip to main content

Påske med traditionerne i hævd

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Af Helge Lang Pedersen

Tre gode terræner, Danmarks måske bedste korttegner, en erfaren arrangørklub med en stævneleder, som har overskud til også at være banelægger. Temperaturer omkring de ti grader, letskyet og ikke for meget vind. Kan man ønske sig meget mere?

Slide1

Påskeløbene er et af dansk orienterings mest traditionsrige arrangementer og intet tyder på, at årets udgave omkring Viborg bliver en undtagelse. Deltagere fra en række lande starter torsdag i Ålum Skov vest for Randers, mens langfredag venter med en virkelig perle: Det er meget sjældent vi får lov til at løbe orientering i Vindum Skov, så det bliver første gang for langt de fleste deltagere. Før jagtastarten i smukke Dollerup byder på mere kendte omgivelser.

Ålum Skovs kuperede skrænter lagde skov til DM Lang i 2015. Håber man på fladere terræn til anden etape, vil håbet nok være forgæves, da Vindum også er storkuperet med dybe slugter, men også fladere og mere diffuse områder. Dollerup Bakker byder på den kendte variation mellem kuperede skrænter og åbent hedeområde.

Som altid er påskeløbene et miks af elite og bredde. I D 21 mødes dagens stjerner som Cecilie og Nicoline Friberg Klysner, Josefine Lind, Agnes Nørgård Kracht og Caroline Gjøtterup med de tidligere verdensmestre Ida Schwartz Bobach og Emma Klingenberg. Mon ikke det kan blive en venskabelig kappestrid?

I H 21 er det dagens topløbere som Magnus Dewett, Jeppe Edvardsen og Laurits Bidstrup Møller, som udfordres af formstærke Rico Heilskov Mogensen og andre tidligere stjerner som Rasmus Thrane Hansen og landstræner Tue Lassen.

For de fleste vil påskeløbene dog primært være en anledning til at nyde vores skønne idræt og mødes med vennerne både på stævnepladsen og mellem løbene.

Skulle man ikke have fået tilmeldt sig, er der åbne baner at købe på stævnepladserne på dagen.

Instruktion, startlister og anden information kan findes her på stævnets hjemmeside.