Skip to main content

Holdet til EM i MTBO er udtaget

| Camilla Bevensee | Nyheder

Landsholdet i mountainbikeorientering skal i ilden til årets første internationale mesterskab allerede om tre uger, hvor EM i MTBO løber af stablen i Portugal. 

Efter MTBO-landsholdssamlingen i februar har landstræner Allan Jensen valgt at udtage nedenstående ryttere til EM.

Allan fortæller, at der er store forventninger til de rutinerede på holdet, og håber på at de nye og unge, får gode oplevelser og præstationer med hjem fra de europæiske mesterskaber. 

"De tre senior damer har vi (som vanligt) store forventninger til, på podie- og medaljeniveau. Blandt senior herrerne har vi ikke podie- og medaljeforventninger, men vi håber at kunne lykkes med et godt resultat i senior mixstafet efter nogle lidt mislykkede forsøg på det seneste. Vi stiller med to hold i senior mixstafet. Morten Örnhagen er ikke udtaget, da han har valgt at prioritere andre cykeldiscipliner i første del af sæsonen," fortæller Allan og fortsætter:
 
"Noah er tilbage efter et år med knæskade, hvor han desværre missede sit sidste år som junior. Nu rykker han op i det stærke elitefelt, hvor han skal finde sig til rette. Gertrud er tilbage efter et års pause med fokus på andet end cykling. Hun er super stærk på cyklen og har stort potentiale for topplaceringer i juniorfeltet, hvis hun får orienteringen til at lykkes. Sofie, som er førsteårs junior, er med for første gang til et mesterskab. Sofie udviser stor motivation og har et godt potentiale for at kunne udvikle sig som MTBO rytter. Med Sofies deltagelse kan vi desuden stille et junior stafethold med Gertrud, Sofie og Miri (sidste års ungdom)."
 
Spørgsmål kan stilles til landstræner Allan Jensen, på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..
 

EM i MTBO 2023 holdet

Navn Klub Klasse / funktion
Miri Brunstedt Nørgaard OK Øst Birkerød Ungdom
Sofie Okkels OK Sorø Junior
Gertrud Riis Madsen Rold Skov OK Junior
Camilla Søgaard Horsens OK Elite
Cæcilie Christoffersen OK Øst Birkerød Elite
Nikoline Splittorff FIF Hillerød Elite
Mikkel Brunstedt Nørgaard OK Øst Birkerød Elite
Noah Tristan Hoffmann Mariager Fjord OK Elite
Oliver Friis Sørensen Navet MTB-O Elite
Allan Jensen Silkeborg OK Elite / Landstræner
Nina Hoffmann OK Sorø Ass. landstræner
Katja Brunstedt OK Øst Birkerød Holdleder