Skip to main content

Intense opgør i sprinten ved Danish Spring

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Danish Spring blev indledt i friskt forårsvejr i Frederikssund fredag. Internationale topløbere dystede med danske landsholdsstjerner i det krævende sprintområde i Frederikssunds centrum.

I herreeliteklassen stillede Tim Robertson ikke op og det blev derefter helt som ventet sejr til VM-6-eren fra 2022 Ralph Street fra Storbritannien og i denne sammenhæng den norske storklub Bækkelagets SK. Fra dansk side var det dog virkeligt glædeligt, at Street delte førstepladsen med stærkt løbende Andreas Bock Bjørnsen fra OK Pan Aarhus. "Det var et godt løb", smilede Andreas bagefter. "Jeg havde godt styr på gennemførelsen. "Det var en sjov by at løbe i  - god variation mellem korte og nogle længere stræk, præcis som en sprint skal være". Andreas fortalte videre, at han i den kommende sæson har fuldt fokus på sprint med efterårets delvise sprint-World Cup afdeling i Tjekkiet og frem for alt EM i Italien som det helt store mål. "Det er nok lidt omvendt af mange andre, som satser på skovkonkurrencer i Norge og VM i Schweiz", sluttede Andreas der i øvrigt synes vintertræningen er gået godt - han får rigtigt god værdi fra den intensive træning i Elitecenteret i Aarhus, hvor han deltager i den sprintspecifikke træning på stier og ikke i samme omfang deltager på terrænintervallerne. 16 sekunder efter de to vindere viste Emil Øbro fra Tisvilde Hegn OK atter, at han hører med i toppen af den internationale sprintverden. Mads Skaug og Magnus Dewett præsterede også flot på en delt 5. plads, yderligere 27 sekunder efter Emil.

Herrepodiet DS Sprint 2023

Herrepodiet ved Danish Spring sprinten - Ralph Street, Andreas Bock Bjørnsen og Emil Øbro.

I damesenior fortsatte de danske landsholdsstjerner de flotte takter fra Nordjysk 2-dages og atter med sejr til andenårssenior Hedvig Valbjørn Gydesen fra OK Melfar. Marginen ned til Josefine Lind, OK Gorm var 21 sekunder, mens Cecilie Friberg Klysner fra FIF Hillerød var yderligere 15 sekunder efter på tredjepladsen.

HedHedvig på skamlen DS Sprint 2023vig Valbjørn Gydesen hyldes af stævneleder Kai Beck-Andersen:

Danish Spring indgår i år også i den danske juniorrangliste, Løberen League. I damejunior leverede Laura Bobach, som nu stiller op for OK Pan, en fornem sejr. "Jeg tog en post ad gangen og synes jeg fik gennemført fint. Måske tog jeg et enkelt dårligt vejvalg, men jeg er godt tilfreds", fortalte Laura efter løbet fra OK Pans Danish Spring base i Farum. Også i denne klasse var konkurrencen i toppen hård. Ida Riis Madsen, der nu ligeledes stiller op for OK Pan sikrede dobbeltsejr til klubben 10 sekunder bag Laura. Ida var yderligere syv sekunder foran en af forhåndsfavoritterne, Sigrid Høyer Staugaard fra FIF Hillerød Orientering.

WJunior DS Sprint 2023

Laura, Ida og Sigrid på podiet

Herrejuniorklassen var ligeledes anden afdeling af Løberen League. Helt som skribenten havde forestillet sig, blev det til sejr til Oscar David Broman Jensen fra Allerød OK. Marginalen til norske Jonas Fenne Ingierd fra Bækkelagets SK var 19 sekunder. På tredjepladsen var en gedigen overraskelse, da Nathan Philibert fra Søllerød OK erobrede denne. Det er dejligt forfriskende, at nye navne presser sig på i juniorklassen. I juniorranglisteløbet blav nathan således nr. 2, mens Jonas Damm Als fra OK Pan blev nr. tre i dagens Løberen League afdeling.

Bo og Oscar DS Sprint 2023

Oscar  David Broman Jensen lykønskes af DOFs direktør Bo Simonsen

Løberne gav udtryk for at det havde været en god oplevelse at prøve et helt nyt sprinttterræn. Frederikssunds finurlige gader og stræder bød på passende udfordringer og der var kun lovord til Mads K. Larsens fine kort over byens centrum. Nu skifter scenen, når den klassiske langdistance venter deltagerne i Tisvilde Hegn i morgen, når Allerød OK og OK Øst Birkerød står klar med baner, som ganske givet vil blive oplevet som tilstrækkeligt udfordrende.

Danish Springs hjemmeside med alle resultater kan findes her Live resultater fra Danish Springs langdistance kan følges her.