Skip to main content

Over 1.400 starter i Danish Spring i weekenden.

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

For to uger siden startede sæsonen ved Nordjysk 2-dages i Svinkløv Plantage. I den kommende weekend indledes sæsonen på Sjælland, når traditionsrige Danish Spring afvikles med tre verdensranglisteløb - sprint i Frederikssund fredag eftermiddag p.t. varslet til op mod 13 graders forårsvarme, efterfulgt af langdistance og mellemdistance i Tisvilde Hegn. Løbene har flot deltagelse med op mod 1.400 starter de tre dage med deltagere fra op mod ti forskellige nationer.

Tim Robertson

Tim Robertson fører feltet an på Knock Out Sprinten ved VM 2022. Foto: IOF/William Hollowell

Fredagens sprint i Frederikssund har tiltrukket nogle af verdens bedste sprintløbere. Ralph Street, som løber for Bækkelagets SK i Norge var med til at sikre Storbritannien sølvet i sommerens VM-sprintstafet i Kolding og han erobrede 6. pladsen ved sprint-VM i Vejle. Han vil blive fulgt til dørs af en anden af verdens bedste sprintløbere: Tim Robertson, der blev nr. 4 på VM Knock Out sprinten i Fredericia og fra tidligere har to VM-medaljer i sprint. Det bliver spændende at se, hvordan danske topløbere som den nykårede natmester Magnus Dewett, Andreas Bock Bjørnsen og Emil Øbro klarer sig i konkurrencen med de to verdensstjerner.

Ralph Street

Ralph Street på ved mod 6. pladsen i VM 2022. Foto: IOF/William Hollowell

I dameelite vil det være mere overraskende, hvis nogle af de internationale navne kan blande sig med den perlerække af danske landsholdsløbere, som er at finde på startlisten. Amanda Falck Weber og Cecilie Friberg Klysner er begge tidligere VM-medaljevindere i sprintstafet og derudover har Josefine Lind, Lotte Markussen og Hedvig Valbjørn Gydesen vist flotte præstationer i sæsonens første løb.

Mønsteret fra Nordjysk 2-dages ses også her ved Danish Spring: Der er flot opbakning fra de i Danmark baserede danske eliteløbere, mens danske stjerner, som p.t. bor i de øvrige Nordiske lande, prioriterer andre aktiviteter, sandsynligvis fordi der kun er godt 4 uger til første World Cup afdeling i norske Østfold.

I juniorklasserne er de tre Danish Spring løb anden, tredje og fjerde afdeling af ranglisten Løberen League. DM-Nat vinderen i D 20, Eva Ørnhagen Jørgensen, er ikke tilmeldt, så kampen om ranglistepointene kommer nok til at stå mellem juniorlandsholdsløberne Amalie Ertmann, Sigrid Høyer Staugaard og Ida Riis Madsen.

I herrejunior giver bookmakerne ikke pengene mange gange tilbage, hvis man spiller på sejr til Allerød OK, der stiller med hele 5 deltagere i klassen. DM-Nat guldvinderen, Oscar David Broman Jensen, er favorit mens Hans Grønborg Nielsen ventes atter at give Oscar kamp til stregen.

Efter fredagens sprint er afviklet, står erfarne Erik Sørensen fra Allerød OK endnu en gang klar med udfordrende baner lørdag og søndag i legendariske Tisvilde Hegn, der blandt meget andet havde to etaper ved VM for Masters i 2018. Arenaen findes begge dage ved Asserbo Ruin i skovens sydlige del.

Danish Spring kan følges på live orientering, hvor startlisten også er tilgængelig. Danish Springs hjemmeside kan findes her.