Har du en holdning til hvad orienteringssporten skal gøre for at blive en mere klimavenlig og bæredygtig sport, hvor vi passer godt på naturen? Mener du noget om hvordan vi kan nedsætte vores udledninger i fællesskab? Eller kan du pege på et kæmpe ressourcespild ude til løb? Og er du under 23 år gammel?
I Dansk Orienterings-Forbund vil vi gerne høre din mening og møde dig online til en brainstorms workshop om bæredygtighed og grøn omstilling i Dansk Orientering. Det kræver ikke noget forberedelse, du forpligter dig ikke til noget, og det eneste du skal gøre for at være med til at udstikke en grønnere vej for vores sport, er at møde op online til en times workshop. Det foregår på Teams mandag d. 17. april kl. 20.00.
DOF arbejder allerede med emnet og du kan læse mere om hvor forbundet står, på hjemmesiden under 'Forbund' og 'Klima og bæredygtighed i Dansk Orientering'.
Tilmeld dig i O-service og sig det til din makker, så vi får så mange inputs fra kloge unge med som muligt!