Sæsonpremiere i stjerneterræn
I den kommende weekend starter den danske orienteringssæson for alvor, når erfarne Aalborg Orienteringsklub arrangerer traditionsrige Nordjysk 2-dages. Efter en natprolog i dag, fredag, i Blokhus Plantage, venter legendariske Svinkløv Plantage på deltagerne i lørdagens langdistance og søndagens mellemdistance.
De ikoniske skrænter mod Kattegat venter på deltagerne. Foto: Thomas Lindschouw
Traditionen tro trækker løbet talstærk deltagelse fra Norge, ligesom de danske eliteløbere, som p.t. har base i Danmark, er talstærkt repræsenteret. Et antal danske eliteløbere har p.t. base i Göteborg og andre nordiske lokationer og de er optagede af andre arrangementer denne weekend. Årets første World Cup afholdes ved Sarpsborg i Norge sidst i april, så en række løbere fokuserer naturligt nok på det nordiske terræn.
Dameeliteklassen er særligt spændende i Svinkløv, da Danmark i disse år har en bred gruppe af ambitiøst satsende løbere og mange af dem er tilmeldt i weekendens løb. Et interessant indslag er, at Danmarks verdensmester på langdistance fra 2015, Ida Schwartz Bobach, har valgt at tilmelde sig i eliteklassen og dermed konkurrere med dagens stjerner som Cecilie og Nicoline Friberg Klysner, Mathilde Smedegaard Madsen, Caroline Gjøtterup, Agnes Nørgaard Kracht og Hedvig Valbjørn Gydesen. Dertil kommer Amanda Falck Weber og Josefine Lind, som begge var med i toppen ved Sveriges sæsonpremiere ved Aahus i forrige weekend. Josefine og Caroline har endvidere fået fin træning på landsholdets højdetræningslejr i Kenya over tre uger i februar måned. En kuriositet er, at Ida Bobach, som den gang endnu ikke hed Schwartz, vandt en af sine syv Junior-VM guldmedaljer netop her i Svinkløv Plantage tilbage i 2010.
Alle tre medaljetagere i dameklassen ved DM Lang 2022, Josefine, Cecilie og Agnes er tilmeldt i weekenden. Det samme er Magnus længst til venstre på billedet
Det forlyder, at træningen i Elitecenteret i Aarhus næppe har fungeret bedre end denne vinter og at kombinationen med Elite Sport Aarhus, OK Pans træninger, Talentcenter Midt og atletikklubben AGF skaber en kombination af muligheder, som landsholdsløberne under kyndig ledelse og vejledning af landstrænerne Jeppe Ruud og Tue Lassen, har optimale muligheder for at indpasse i dagligdagen.
Samme landstræner, Tue Lassen - den mest VM-medaljevindende danske herreløber gennem tiderne - har ligesom VM-guld kollegaen fra 2015, Ida, valgt at stille op i eliteklassen, som for herrernes vedkommende har 41 poster på den 13,5 km lange bane. Det er stærkt, at Danmark har en landstræner, som fortsat holder sig i form til at løbe de lange baner.
Men det er blandt de mere etablerede landsholdsløbere, vi forventer at finde buddene på topplaceringerne. Der er flere stærke norske navne på listen, mens Laurits Bidstrup Møller, Jeppe Edvardsen og Jonas Gabs også møder frem med før omtalte Afrika-træningslejr i benene. Derudover er Magnus Dewett, som også har trænet i Afrika denne vinter, et andet bud på en topplacering. Men ellers må herreeliteklassen ses som en sjældent åben affære med en spændende kombination af unge talenter og tidligere landsholdsløbere. Det bliver afgørende hvem som bedst evner at holde kampgejst og koncentration i top i det kuperede og udfordrende terræn.
Mange har sikkert bemærket, at vinteren kom sent til Danmark i år og at Nordjylland blev dækket af sne tidligt i ugen. Arrangørerne har taget bestik af situationen og oplyst, at der onsdag morgen lå 10-12 cm fin nysne i løbsområdet. Der er ikke melding om yderligere snefald og temperaturerne er en vekselvirkning mellem frost og tø, så der er en mulighed for, at der fortsat vil være sne i løbsområdet under løbene, men som arrangørerne fortæller på hjemmesiden - ikke noget der ikke kan håndteres. Lørdag ser ud til at få nogen sol og plusgrader. Alt tyder på en fin oplevelse for de fremmødte.