Skip to main content

MTBO på U2 kursus i Østkredsen, var en stor succes

| Camilla Bevensee | Nyheder

Det var en stor succes med glade deltagere og store smil, da lederne på U2 i østkredsen i sidste weekend, tilbød mountainbikeorientering til de unge. Der var lavet fem små baner på 2-5 km af forskellig sværhedsgrad, som løberne kunne prøve, på medbragte eller lånte cykler. De unge lånte kortholdere, der er en vigtig del af udstyret til MTBO, af Dansk Orienterings-Forbund, der har 44 stk. liggende i Idrættens Hus i Brøndby, til frit udlån. Alle dem der var afsted på to hjul, var ude på mindst to runder og de fleste på tre, fortæller Katja Brunstedt, der var med til at arrangere MTBO-aktiviteten på U2-kurset ved Hvalsø. 

"Der var flere der gerne ville køre endnu mere, men det var der desværre ikke tid til. De syntes det var fedt med det høje tempo og det ekstra element som cyklen tilfører," fortæller Katja, der også fortæller at det var alt arbejdet værd. 

"Jeg syntes det er alt arbejdet med at arrangere det værd, når man bliver mødt med så stor entusiasme fra en flok unger, hvor det for rigtig mange var deres første møde med MTBO," fortæller Katja, der også fik hjælp til planlægningen og organiseringen, af holdleder på landsholdet i MTBO, Nina Hoffmann. 

Vinterens ungdomskurser, er et populært tilbud i alle kredsene, og i Børn og Unge udvalget, er der blevet lagt op til, at flere forskellige grene af orienteringssporten bliver repræsenteret, med aktiviteter på kurserne. 

"U2 Øst vil denne vinter afprøve flere grene af orienteringssporten på deres vinterkurser, herunder MTBO, i håbet om, at flere unge vil blive inspireret til at dyrke sporten. Fod-O vil være den gennemgående disciplin, men der er ønske om at have aktiviteter der også rummer de andre discipliner," fortæller Nina Hoffmann. 

Med sidste weekends kursus og succesfulde MTBO-aktivitet, er Østkredsen kommet godt i gang med det nye tiltag, og lederne håber, at initiativet spreder sig til de andre kredse. Alle U-kurser hen over vinteren, kan findes i kalenderen i O-service. Husk at hakke af ved 'kurser' i indstillingerne i menuen til højre. 

Nysgerrig på MTBO? Du kan hen over vinteren prøve den cyklende gren af orienteringssporten flere steder:

Læs mere om MTBO Vinterserien Nordsjælland her.

Læs mere om MTBO Vintercup Midtjylland (4 afdelinger tilbage) her.

Læs om MTBO Vintercup Nord (5 afdelinger tilbage) her.

Læs mere om MTBO campen her.