Skip to main content

Nye nyhedsbreve på vej - tjek om du er tilmeldt de rigtige lister i O-service

| Camilla Bevensee | Nyheder

Antallet af maillister, man har kunnet krydse af ved i O-service, er det sidste år blevet flere og flere. I anledningen af, at vi i Dansk Orienterings-Forbund, har fået en ny kommunikationsstrategi, er det blevet tid til at få ryddet op. Der vil fremover være fire nyhedsbreve, som kommer til at rumme alle de vigtigste områder i Dansk Orientering; 'Forbundsnyt', 'Løb og stævner', 'Uddannelse' og 'Landshold'. 

Nyhedsbrevet Forbundsnyt

Der kommer fremover til at blive udsendt et bredt nyhedsbrev hver d. 1. i måneden, under navnet 'Forbundsnyt'. 

Nyhedsbrevet indeholder kort nyt, om ting der sker i forbundet på det politiske, strukturelle og organisatoriske plan, der er relevant for en bred målgruppe af forbundets medlemmer. Nyhedsbrevets formål, er at holde medlemmerne af Dansk Orienterings-Forbund opdateret på ændringer i rammerne omkring orienteringssporten, fx reglementsændringer, udvalgsarbejde, behov for bidrag til processer og nyt om ansatte og nøglepersoner. Det er også i dette nyhedsbrev, at udgivelsen af magasinet Orientering annonceres hver 3. måned, og at facilitets-området deler nyheder på skov-, kort og stævne- og reglementsområdet.

Nyhedsbrevet udkommer fast hver måned d. 1., og kommunikationsansvarlig Camilla Bevensee, har ansvaret for opsætning og udgivelse af nyhedsbrevet. Du skal være tilmeldt listen 'Forbundsnyt' i O-service for at modtage nyhedsbrevet. Se under 'Ret løber' og 'Nyhedsformidling for at melde dig af og på listerne.

Nyhedsbrevet Løb og stævner

Nyhedsbrevet, der husker dig på at tilmelde dig til de mange fede stævner og aktiviteter, både nationalt og i de tre kredse, fortsætter med at udkomme ca. hver 4-6. uge.

Nyhedsbrevet indeholder en kurateret oversigt over kommende stævner og konkurrencer, det er muligt at tilmelde sig til via O-service og deltage i. Dette nyhedsbrevs formål er, at få flere ud til åbne løb, og det taler ind i den del af orienteringssporten, der ikke kun foregår i klubberne, men på tværs af kredse og klubber. Et sekundært formål er at understøtte klubbernes kommunikation om deres løbsaktivitet.

Nyhedsbrevet udkommer hver 3.-6. uge, med opdeling i fokus på de enkelte kredse og nationalt relevante tilbud. I vintermånederne fra november til og med februar, udkommer nyhedsbrevet sjældnere. De regionale nyhedsbreve udkommer ikke med en fast frekvens. Johanne Valbjørn Gydesen er ansvarlig for indsamlingen af indhold, opsætning og udgivelse af nyhedsbrevet. Du skal være tilmeldt listen 'Løb og stævner' i O-service for at modtage nyhedsbrevet med nationale aktiviteter. Ønsker du at få nyhedsbrevet med målrettede regionale tilbud, skal du være tilmeldt listerne 'Sydkredsen', 'Nordkredsen' eller 'Østkredsen', alt efter hvilken kreds, du er interesseret i. Se under 'Ret løber' og 'Nyhedsformidling' i O-service, for at melde dig på de rigtige lister.

Nyhedsbrevet Uddannelse

Fremover vil et nyhedsbrev hver 6. uge, fortælle om de seneste indlæg på Uddannelsesplatformen, Dansk Orienterings-Forbunds nye uddannelsesportal. Formålet med nyhedsbrevet er at udbrede de tilbud og muligheder for uddannelse, der er i forbundet, herunder brugen af Uddannelsesplatformen.

Nyhedsbrevet udkommer fast hver 6. uge, og kommunikationsansvarlig Camilla Bevensee har ansvaret for opsætning og udgivelse af nyhedsbrevet. Du skal være tilmeldt listen 'Uddannelse' i O-service for at modtage nyhedsbrevet. 

Nyhedsbrevet Landshold

Der vil i forbindelse med den internationale sæson i både orienteringsløb og MTBO, blive udsendt et nyhedsbrev om landsholdsaktiviteter og resultater. Formålet med dette nyhedsbrev, er at samle op på resultater fra landsholdenes (fod-o, MTBO, PræO) internationale aktiviteter; VM, EM, World Cups. Nyhedsbrevet skal ikke gå i detaljer med resultater og præstationer, men give læseren overblik over hvad der er sket på den internationale elitescene, hvor danske landsholdsatleter har været i aktion.

Nyhedsbrevet udkommer løbende, når der er aktiviteter og resultater at samle op på, men maksimalt hver 2. uge. Kommunikationsansvarlig Camilla Bevensee har ansvaret for indsamlingen af indhold, opsætning og udgivelse af nyhedsbrevet.

Foto: OK HTF, Vikingedysten