Skip to main content

Barsk DM-ultralang med udsigt til Vesterhavet

| Thomas Jensen | Nyheder

 Foto: Mads Kruse Juhl

OK Esbjerg og OK West bød dagens DM-ultralang løbere på udfordrende baner såvel fysisk som o-teknisk. Det var en oplevelse, der kunne have fortjent lidt flere deltagere. Men dem der kom, fik fine varierede baner, hvor man ikke havde nogen undskyldning for ikke at være træt, når man kom i mål.

Sejr til Rico i H21
I herreelite gik sejren til Rico Hejlskov Mogensen fra Silkeborg OK, der dermed understregede, at han er inde i en rigtig god udvikling. Rico fik for en måned siden i en alder af 35 år debut på det danske landshold til worldcup, hvor han løb nogle gode løb - og i dag sikrede han sig sin første individuelle DM-titel i dagslys (Han vandt DM-nat i 2018).

Rico hentede Eskil Schønning fra OK Pan med tre minutter tidligt på banen - og selvom de ofte tog forskellige vejvalg mødtes de igen og igen langt hen på banen. På de sidste kilometer begyndte kræfterne imidlertid at slippe op for Rico og Eskil kunne trække fra. Men ikke nok til at sikre sig sejren. I mål manglede der stadig 1:20 minutter. Men det var nok til at Eskil kunne sikre sig sølvmedaljen et minut foran Magnus Dewett fra OK Snab.

Sikker sejr til Caroline i D21
I D21 var der kun seks på startlisten. Feltet blev decimeret yderligere inden start, da kun tre stillede til start. Da Veselina Zhelyazkova fra Odense OK blev disket, var der kun to gennemførende. Guldet gik til Caroline Gjøtterup fra Faaborg OK, der løb et flot løb og vandt med sikker margin på godt 10 minutter ned til Stine Bagger Hagner. Lidt synd at der var så få med, men det tager ikke noget fra de to medaljetagere, der begge løb flot.  

Juniorklasserne var naturligvis mærket af, at konkurrencen faldt sammen med Junior-VM, men det skal da nævnes, at Hans Grønborg Nielsen fra Allerød OK vandt H20 og August Gabs fra OK Melfar vandt H18 - dog uden andre startende, da Niels Dalgaard fra Kolding OK prøvede kræfter med det store drenge i H21, hvor han løb sig til en imponerende flot 6. plads. Hos pigerne gik guldet i D18 til Therese Skouboe fra Horsens OK i tæt opgør med Sofie Ulrich fra OK Pan - mens der ikke var nogen til start i D20.  Dagens resultater i de øvrige klasser finder du på arrangørernes hjemmeside - og de kommer senere på https://www.o-result.dk/, hvor der også vil være stræktider. Baner og vejvalg finder du i www.o-track.dk.