Skip to main content

OK Syd tog ansvar for mindre engangsplastik med specialdesignet kop til DM Hold

| Camilla Bevensee | Nyheder


Foto: JydskeVestkysten

Da Danmarks bedste klub skulle findes i søndags, var det med OK Syd bag stævneroret på DM Hold finalen i Gråsten skov. Klubben havde taget et klimavenligt initiativ, og stillede ikke engangskrus i plastik til rådighed, hverken på den væskepost de længste baner kom forbi i skoven, eller ved væskestationen i mål.

I stedet blev der udleveret genanvendelige og foldbare kopper til alle deltagerne klubvis, som de kunne have med i skoven og ellers bruge til væske i mål. Det var ifølge OK Syd's medieansvarlige, Johnni Perschke, en stor succes. 

"Til DM Hold 2022 introducerede vi de små genbrugelige foldbare kopper, man også har kunnet læse om i magasinet. Vi fik mange positive reaktioner fra løberne. Koppernes åbenlyse genbrugelig funktion samt deres fleksible udformning gjorde dem populære og anvendelige. De løbere vi hørte fra, sagde alle, at det var let og problemfrit at medbringe dem i skoven. Vi håber at de vil blive brugt i mange år fremover og at de dermed kan være et lille bidrag i kampen for at nedsætte brugen af engangsplastik. Helt konkret kunne vi efter stævnet tydeligt mærke, at mængden af affald var markant mindre end normalt," beretter Johnni dagen efter et flot stævne. 

Læs JydskeVestkystens artikel fra DM Hold her (betalingsmur): https://jv.dk/artikel/skoven-har-v%C3%A6ret-lukket-land-i-to-%C3%A5r-s%C3%B8ndag-blev-knap-700-orienteringsl%C3%B8bere-sendt-ud-til-dm-i-gr%C3%A5sten-skov 

Dansk Orienterings-Forbund ønsker at tage ansvar i den grønne omstilling og være et grønt forbund, og derfor er tiltag og initiativer som dette meget velkomne. Mange klubber gør meget, og mange vil gerne gøre mere, og derfor afholder udviklingskonsulent Camilla Bevensee et webinar om emnet 'Bæredygtige stævner' onsdag d. 7. december kl. 20.00. Sæt kryds i kalenderen og hold øje med vores kanaler for mere info, der kommer senere.