Skip to main content

JEC: Oscar David Broman Jensen vinder sølv på sprinten

| Camilla Bevensee | Nyheder

Imens seniorerne klatrede op og ned af schweiziske bjergsider på World Cuppen, var juniorerne i gang i Tyskland til Junior European Cup (JEC), hvor der skulle løbes sprint i byen Blankenburg i Harzen. 

Oscar David Broman Jensen, Allerød OK, løb sig til tops og til en sølvmedalje i H20 på sprinten, kun et sekund fra guldet, som gik til franske Nathan Marchand. Sådan endte det i hvert fald med at resultaterne blev, for undervejs på dagens konkurrence var der stor forvirring og protester omkring H20-klassen. 

"Undervejs i H20 konkurrencen, er post 5 pludselig forsvundet, formentlig fordi den er blevet taget af en udefra i byen. Theis (Munktved red.) er den tredje af danskerne til at starte, og da han kommer til post 5 er den der ikke. Efter noget tid kommer der en official og siger at han og de løbere der er kommet op til ham imens, skal løbe videre. Jonas (Damm Als red.) starter fire minutter senere, og han får også at vide, at han skal løbe videre, men han bliver også meget forvirret og er ikke sikker på, om det kan være rigtigt. Arrangørerne kommer så op med den løsning, at sætte en ny post ud, så det ender med at kun at være op mod 9 løbere, der bliver påvirket af den manglende post," fortæller U18 landstræner Astrid Ank Jørgensen.

Der blev lagt protester af forskellige omgange, fra forskellige lande, og det endte med at juryen besluttede, at man skulle rette resultatlisten i H20-klassen, så tiden mellem post 4 og 5 og post 5 og 6 blev trukket fra i resultaterne for alle løbere. 

"Juryen brugte det argument, at fordi JEC ikke er et officielt IOF-event, så er det okay at bøje reglerne lidt. Oscar går fra en bronzemedalje til en sølvmedalje, men det havde nok været mest fair at annullere klassen, som det først blev foreslået. Uanset, så løb Oscar en virkelig flot sprint, og vi er meget glade for at det så alligevel også kan ses på resultaterne. Han fik det hele til at fungere og det fortjener han også en medalje for," fortæller Astrid Ank Jørgensen.

Næstbedste danske herre i H20 var Mathias Buchgreitz, Søllerød OK, på en 16. plads. Asbjørn Kaltoft, OK Pan Aarhus, blev nummer 18, Jonas Damm Als, også fra Pan, blev nummer 26, Theis Munktved, Allerød OK, nummer 32 og Jonas Gads, OK Melfar, blev nummer 36 i H20. 

I H18 blev Casper Blakskjær, OK Pan Aarhus, bedste dansker på en 16. plads, 1.19 efter vinderen Alfred Bjørnerød fra Norge. Niels Dalgaard, Kolding OK, var 6 sekunder langsommere på en 18. plads, Hannes Mogensen, Farum OK, blev nummer 27, August Gabs nummer 48 og Magnus Fannar Madsen endte som nummer 50 i H18.

Sigrid Høyer Staugaard, FIF Hillerød, var hurtigste dansker i D18 klassen på en 19. plads, 1.16 efter vinder Ingeborg Roll Mosland fra Norge. Kun 12 sekunder efter Sigrid placerede Ida Riis Madsen, Rold Skov OK, sig som nummer 22, et sekund foran Amalie Ertmann, Allerød OK, på en 23. plads, og med kun 10 sekunder ned til sidste danske dame i D18, Marie Møller Nielsen, OK Pan Aarhus, der blev nummer 25. 

"Det har alt taget i betragtning, været en rigtig god første dag hernede. Nogle har haft lidt små problemer derude, udover den manglende post, men de har alle sammen gode mavefornemmelser i forhold til deres præstationer," fortæller Astrid Ank Jørgensen.

I morgen skal juniorerne i skoven og løbe langdistance, og den kan følges live via liveresults her.

Se alle resultater fra sprinten her.