Skip to main content

Sprintmixstafet i Aarhus

| Thomas Jensen | Nyheder

 
De glade vindere af Løberen Sprintmixstafet - Mads Møller Skaug, Lotte Jauhojärvi Markussen og Andreas Bock Bjørnsen. (Foto: Lone Secher)

Da den traditionelle stafet, Midgaardsormen, blev aflyst her i 2022, fik OK Pan Aarhus den gode idé at arrangere en Løberen sprintmixstafet dagen efter DM-mellem i stedet for. Det tilbud var der 24 hold der tog imod - heraf i 11 i eliteklassen.

Sprintstafetten blev afviklet over tre ture, hvor man skulle have en kvindeløber på 2. turen. Herredsvang i Aarhus lagde terræn til. Det er et område med fritliggende bygningskomplekser - og en masse hække, budskadser og bede, som løberne skulle orientere rundt om.

FIF Hillerød bedst fra start
På første tur tog FIF Hillerød med Jacob Steinthal teten fra starten. Han lå forrest i sporet hele vejen, men havde ikke nogen at skifte til på til andenturen. Så Emil Øbro fra Tisvilde Hegn OK var første mand i mål med fuldt hold 11 sekunder efter Jacob. Tredje mand i mål var Mads Møller Skaug fra OK Pan Aarhus blot to sekunder efter Emil. Derefter var der næsten et minut ned til OK Pans andethold og Allerød OK.

Hedvig Valbjørn Gydesen - der gæsteoptrådte på Tisvilde Hegn OK holdet - udbyggede føringen til OK Pans Lotte Jauhojärvi Markussen med 49 sekunder, og hun kunne således sende Jonas Falck Weber ud med et forspring på 51 sekunder til Andreas Bock Bjørnsen.

Det forspring var dog ikke nok. Andreas løb dagens hurtigste tid. Det betød, at han gik forbi Jonas og kunne sikre OK Pan sejren med en marginal på lige over et minut.

Du finder resultater på arrangementets hjemmeside: okpan.dk/sprintstafet2022/

Nogle af banerne er desuden lagt på www.o-track.dk, så her kan man få et indtryk af, hvilken type orientering løberne blev udfordret med på konkurrencen.