Skip to main content

EOC langdistance

| Thomas Jensen | Nyheder

 Annika
Annika Simonsen sagde selv om sit løb: "En meget tøvende start med lidt småbom. Tog forkert vejvalg på langstrækket og mistede meget tid. Derfra og hjem gik det fint, blev dog træt til sidst og lavede en stor fejl til sidst". Det blev til en helt godkendt placering som nr. 33 (Foto: Arrangørernes facebook - Aldis Toome and Tanel Meos)

Dagens langdistance blev en barsk omgang med en vindertid på 90 minutter i dameklassen og 100 minutter i herreklassen.

Løbet var præget at alle de store favoritter lavede mange fejl. Så var der desuden nogle lidt kontroversielle stræk, hvor bedste vejvalg var at krydse en flod - frem for at bruge de overgange, der var markeret på kortet. På banens længste stræk var den en asfaltvej, der i bedste sprintstil var spærret af helt ned til en flod og et stykke ind i skoven på den modsatte side. Her var det to minutter hurtigere at hoppe i floden - end det var at løbe rundt i skoven.


Cecilie Klysner stod for dagens bedste danske præstation. Billedet er fra en tidligere sprint. 

Cecilie nr. 11
Cecilie Friberg Klysner fra FIF Hillerød viste, at hun nu er 100 % tilbage efter sin skadesperiode, da hun løb en flot 11 plads i hus på den lange distance 8:50 min efter finske Venla Harju. Cecilie løb et rigtig flot løb, hvor hun begrænsede tidstabene til et lille bom på post 5 - og så mistede hun to minutter på ikke at løbe gennem floden på langstrækket. Især på sidste halvdel af den lange krævende bane løb Cecilie super flot, og mistede her kun to minutter til de hurtigste løbere.

Miri Thrane Ødum fra OK Øst blev næstbedste dansker som nr. 19 - godt tre minutter efter Cecilie. Vi fik yderligere tre løbere i top 40, da Annika Simonsen fra FIF Hillerød, Ida Agervig Kristiansson fra OK SNAB og Nicoline Friberg Klysner blev nr. hhv. 33, 36 og 39 - de var alle lidt mere end 20 minutter efter Harju.

Malin Agervig Kristiansson fra OK SNAB fik sat et tydeligt aftryk på konkurrencen, da hun ind til de allerstørste favoritter gik i skoven førte konkurrencen fra start til ca. halvvejs på banen. Men et stort bom på post 10, hvor flere af favoritterne bommede stort - blandt andet løb schweiziske Simone Aebersold sig ud af konkurrencen, og den senere vinder Venla Harju mistede næsten to minutter - ledte op til et endnu større bom på post 13, hvor Malin mistede rigtig meget tid. Trods en flot afslutning måtte hun tage til takke med en placering som nr. 40. Han udtalte selv, at det ikke var, hvad hun havde håbet på, men: "nu skal jeg hjem og analysere, for jeg tror at der også er mange gode ting at tage med."

De to Tisvilde Hegn OK løbere Agnes Nørgaard Kracht og Ida Øbro sluttede som nr. 52 og 62 henholdsvis 30 og 35 minutter efter vinderen.

Finsk sejr
Forhåndsfavoritten Tove Alexandersson fra Sverige lavede mange store fejl i dag. Hun lå således langt efter i det meste af konkurrencen. Men med en fantastisk afslutning fik hun løbet sig ind til en sølvmedalje - kun 17 sekunder efter finske Venla Harju. Bronzen gik også til Finland. Marika Teini havde en klar føring efter Harjus bom på post 10. Men på den sidste del af banen kunne hun ikke holde samme høje fart som Harju og Alexandersson, så hun sluttede 52 sekunder efter sin finske landsmand.  


Rasmus Møller Jess var igen i dag bedste danske herre

Rasmus bedste danske herre
I herreklassen fik Rasmus Møller Jess fra Roskilde OK igen vist, at han virkelig har ramt formen til dette EOC. Han blev bedste dansker på en flot placering som nr. 30 - 16½ minutter efter vinderen. Næstbedste dansker blev Linus Agervig Kristiansson fra OK SNAB som nr. 43 - yderligere 7 minutter efter Rasmus. Linus imponerede ved at føre, da han kom i mål, og ved at have kræfter til at løbe rigtig stærkt til sidst på den lange opslidende bane. Han var da også fint tilfreds med sin præstation, som han udtrykte det efter løbet: "Jeg løber generelt set et godt løb. Laver lidt ærgerlige fejl, fordi jeg glemmer, at man kan krydse floderne, men kæmpede hele vejen så jeg er tilfreds."

Emil Øbro fra Tisvilde Hegn OK og Jakob Edsen fra Aarhus 1900 var begge ca. 27 minutter efter vinderen som nr. 49 og 50 - mens Laurids Bidstrup Møller fra Silkeborg OK og Jacob Steinthal fra FIF Hillerød fik sig en lang dag i skoven, da de var ude i henholdsvis 2:15 timer og 2:23 timer med placeringerne 62 og 80.

Svensk sejr
Sejren gik til Sverige. Det så længe ud til at Emil Svensk skulle trække sig sejrrigt ud af kampen, men en fatal fejl godt 2 km før mål betød, at han løb sig helt ud af medaljekampen og sluttede som nr. 5. I stedet blev det en anden svensker, Martin Regborn, der med en flot afslutning fik kilet sig ind foran norske Eskil Kinneberg, mens finske Elias Kuukka sikrede sig bronzen foran den forsvarende verdensmester på distancen, norske Kasper Harlem Fosser.  

Resultater, GPS-track m.m. finder du på arrangørernes hjemmeside: https://eoc2022.ee/long-f/