Skip to main content

EOC mellem kvalifikation

| Thomas Jensen | Nyheder

Rasmus Møller Jess

Rasmus Møller Jess løb en rigtig flot kvalifikation og blev nr. 8 kun 2½ minut fra heatsejren

Dagens mellemdistancekvalifikation bød på store udfordringer for løberne. Sportschef Anders Bachhausen forklarer: ”Det var en teknisk svær kvalifikation, hvor man skulle holde disciplinen hele vejen, og hvor stort set ingen løber fejlfrit”. Han fortsætter: ”Mange af løberne kom i mål med en lidt dårlig følelse og med nogle fejl, men dem der kvalificerer sig til finalen har været disciplinerede og formået at begrænse fejlene”.

Landsholdsledelsen er godt tilfredse med at det lykkedes for 8 af de 14 danskere, der var på, at løbe sig i den finalegivende top 20. Det var som forventet. Det betyder, at der var seks der ikke klarede cuttet. Der var i alt seks heat – tre for kvinder og tre for mænd – og der var én dansker, der røg ud i hvert heat.

Flot løb af Rasmus Møller Jess
En løber der formåede at holde sammen på orienteringen og koncentrationen hele vejen fra post 1 til mål var Rasmus Møller Jess fra Roskilde OK. Trods en dårlig start med 1½ minuts bom på post 1, var han den dansker, der i tid var tættest på at løbe sig til en heatsejr. Han var blot 2:34 minutter efter finske Miika Kirmula på en 8. plads. Det giver en god startposition i finalen på lørdag.

Ud over Rasmus var der forholdsvis sikker kvalifikation til finalen for Jakob Edsen fra Aarhus 1900 (nr. 14) og Emil Øbro fra Tisvilde Hegn OK (nr. 17).

Det var stolpe ud for Laurits Bidstrup Møller fra Silkeborg OK, der som nr. 22 i sit heat blot var 21 sekunder fra at kvalificere sig til finalen. Linus Agervig Kristiansson fra OK SNAB og Mads Skaug fra OK Pan var begge et godt stykker fra at kvalificere sig.

Caroline Gjøttrup bedste danske placering
Hos kvinderne leverede Caroline Gjøtterup det bedste resultat, da hun løb i mål på en fin 7. plads – 4:33 min efter OK Pans norske løber Andrine Benjaminsen.

Der var også meget sikker kvalifikation til Malin Agervig Kristiansson fra OK SNAB (nr. 10), Cecilie Klysner fra FIF Hillerød (nr. 11) og Annika Simonsen fra FIF Hillerød, mens Ida Agervig Kristiansson lige fik sneget sig med på en placering som nr. 20. Ida henviste dermed Nicoline Klysner fra FIF Hillerød til den ærgerlige placering som nr. 21, der lige præcis ikke giver adgang til finalen.

De sidste to danskere Amanda Falck Weber fra Tisvilde Hegn OK og Hedvig Valbjørn Gydesen fra OK Melfar, klarede heller ikke cuttet, da de sluttede som henholdsvis nr. 24 og 28 i deres respektive heats.

Resultater, GPS-tracking med mere kan du finde på arrangørernes live-site her: https://eoc2022.ee/middle-q/