Skip to main content

Junior-VM bliver anderledes end planlagt

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

Junior VM 2022 er planlagt til at blive afholdt fra 11. til 16. juli i Aguiar da Beira, Portugal. Imidlertid har den portugisiske regering på grund af høje temperaturer og deraf følgende brandfare udstedt totalforbud mod færdsel i skovene. Forbuddet gælder foreløbig fra 8. juli til 15. juli, hvilket betyder, at skovkonkurrencerne ikke kan afholdes som planlagt.

Holdene er på plads i Portugal og arrangørerne arbejder nu for at skabe så interessant et program for deltagerne som muligt. Det ligger helt fast, at Junior-VM i sprint afvikles som planlagt mandag den 11. juli og arrangørerne arbejder på at arrangere yderligere sprintkonkurrencer i løbet af ugen.

Heldigvis er det væsentligt lettere at få tilladelse til sprint i Portugal end i Danmark og bystyret hjælper meget aktivt, hvilket man ikke er i tvivl om, når man ser de store billboards om Junior VM ved alle indkørsler til byen. Alt i alt er arrangørerne ret optimistiske i forhold til, at det vil lykkes at skabe et stærkt program under de vanskelige vilkår.

Det danske hold

Danmark stiller med 6 herrer og 6 damer :

D20
Amalie Ertmann, Allerød OK
Eva Örnhagen Jørgensen, OK Snab
Ida Riis Madsen, Rold Skov OK
Laura Bobach, Rold Skov OK
Marie Møller Nielsen, OK Pan Aarhus
Sigrid Høyer Staugaard, FIF Hillerød

H20
Asbjørn Kaltoft, OK Pan Aarhus
Gustav Vinther Østermark Jensen, Kolding OK
Jonas Damm Als, OK Pan Aarhus
Mathias Buchgreitz, Søllerød OK
Oscar David Broman Jensen, Allerød OK
Theis Munktved, Allerød OK

Junior-VM åbnes med åbningsceremoni søndag og sprinten afholdes mandag den 11. juli i landsbyen Carapito, som er kendetegnet ved et komplekst netværk af smalle brostensbelagte gader. Erfaringer fra lignende portugisiske byer er, at det er en type orientering, som vil udfordre deltagerne.

Sprintkonkurrencen kan følges både på arrangørernes hjemmeside og via IOFs live center.