Skip to main content

Guld til Inge Jørgensen på WMOC sprint

| Thomas Jensen | Nyheder


Inge Jørgensen føjede endnu en WMOC guld til samlingen på dagens sprint - mens Keld Johnsen sikrede sig bronze. (Foto: Tim Falck Weber)

Vanen tro var der mange danske medaljetagere på WMOC’s første finaledag – sprinten. I alt fire blev det til – en guld, en sølv og to bronze. Sprinten blev fysisk udfordrende med mange løbestræk – men til gengæld var der mange vejvalgsproblematikker man skulle løse, når man skulle vælge mellem lange stejle trapper.

Guld til Inge Jørgensen
I W75 var Inge Jørgensen fra Roskilde OK i tæt kamp med norske Bjørg Lohne Kocbach. Faktisk var det så tæt, at de to løbere delte guldet. De havde så til gengæld mere end 1½ minut at give af ned til bronzepladsen.


Knud Sørensen på medaljeskamlen efter hans flotte præstation på dagens sprint. (Foto: Tim Falck Weber)

Sølv til Knud Sørensen
I M80 løb Knud Sørensen fra OK Pan Aarhus en sikker sølvmedalje i hus. Han havde godt et minut op til guldet – og over et halvt minut ned til bronzen.

Bronze til Keld Johnsen og Michael Sørensen
I M70 var Keld Johnsen fra Tisvilde Hegn OK blot 12 sekunder fra at kunne kalde sig verdensmester igen i år. Men marginalerne var ikke på hans side. Det blev dog til en flot medalje af bronze. Klubkammeraten Leif E. Larsen blev nr. 4 i samme klasse – men han var dog 40 sekunder efter Keld.


Michael Sørensen tog medalje på samtlige distancer til WMOC 2021. Nu har han foreløbig taget medalje på en ud af en mulige i årets WMOC.

I M40 fortsatte Michael Sørensen fra OK Øst sin medalje-streak. Med dagens bronze har han nu taget medalje på de seneste fire starter han har haft til WMOC. Det er en imponerende serie, han har gang i – og det bliver spændende at se, om han kan holde den gode stil på mellemdistancen og langdistancen her de næste dage.

Nu venter der løberne en hviledag – og derefter er der kvalifikation til skovdistancerne.

Resultaterne fra dagens konkurrencer kan du se her: https://liveresultat.orientering.se/followfull.php?comp=23366&lang=sv