MTBO DM Mellem med nye vindere
I dag blev der kæmpet om årets tredje og sidste sæt DM-medaljer for MTBO folket. I dag stod der Mellem distance på programmet og for tredje dag i træk var det FIF Hillerød der på bedste vis igen stod som arrangører.
Efter fredag at have kørt sprint vest for Hillerød Centrum og langdistance lørdag i Store Dyrehave syd for Hillerød, blev der i dag kørt nord for Hillerød i Grib Skov Vest med stævneplads ved FIF’s klubhus.
Tidligere landsholdsrytter Rasmus Folino stod for banelægningen og det havde han gjort godt. Der var både mange tricky poster og stræk med svære vejvalgs beslutninger. Det var ikke altid lige oplagt hvad der var hurtigst – langt uden om eller mere lige på ad mindre stier/spor – hvor det rigtige valg selvfølgelig også afhænger af den enkeltes cykel-tekniske formåen. En tur op over Grib Skovs største knold Fruebjerg blev det selvfølgelig også til for de fleste. I mål var der mange der syntes det havde været svært – og det er jo lige sådan det skal være på en mellem distance!
I Herre-elite ”løb” Morten Örnhagen Jørgensen (OK Snab) med sejren efter godt 50 minutter i skoven. Morten var stræk-vinder på 18 ud af 23 stræk og ligger forrest helt fra post 1. I mål er han 1.40 foran en for tiden godt kørende landstræner Allan Jensen (Silkeborg OK) og med Oliver Friis (Horsens OK) yderligere 2.50 efter. Som den sidste af landsholdsrytterne tog Mikkel Brunstedt Nørgaard (OK ØST Birkerød) 4. pladsen 16 sek efter Oliver.
Hos damerne løb hjemmebane-favoritten Nikoline Holm Splittorff (FIF Hillerød) med dagens guldmedalje. Nikoline havde virkelig fart på i dag og vandt med 4.30 efter at have ført hele vejen og med stræk-vindere på 16 ud af 20 stræk. Cæcilie Rueløkke Christoffersen (OK ØST Birkerød) tog sig af sølvet og Camilla Søgaard (Horsens OK) fik bronze yderligere 5 minutter efter. Camilla havde et par store bom undervejs, og det er der bare ikke råd til når ens landsholds-kammerater har så meget fart i cyklerne.
Årets DM-weekend er nu overstået efter 3 gode dage med FIF Hillerød som kompetente arrangører. Lige som det skal være har det været 3 meget forskellige løb og de fleste deltagere har uden tvivl haft en fest på sprøde spor og stier i nogle dejligt tørre skove. Deltagerne er nu på vej hjemad og arrangørerne har forhåbentligt nået at pakke det meste sammen inden tordenbygerne ramte lokalt ca. kl 14.45.