Annika Simonsen løber 2. bedste tid på svensk mesterskab i natorientering
For et døgn siden, da Annika Simonsen så småt var i gang med de sidste konkurrenceforberedelser, havde hun ikke troet at hun fem timer senere skulle stå på 'pallen' med 2. bedste tid til de svenske mesterskaber i natorientering. I et stærkt startfelt og oven på en intensiv landsholdssamling, der stadig kunne mærkes lidt i benene, gik FIF Hillerød løberen ind til den 9,2 km lange bane med åbent sind og uden de store målsætninger.
"Jeg gik med tanken om, at jeg har vundet de sidste to SM-natt jeg har stillet op i, i D18 og D20, og syntes det kunne være sjovt at tage D21-sejren også, men jeg havde ingen forventninger oven på en hård samling, som jeg først kom hjem fra torsdag," fortæller Annika Simonsen i dag.
Tanken om endnu en SM-natt sejr til samlingen, var ikke så tosset, hvis man ser på første del af banen, hvor Annika fører med næsten halvandet minut ved post 8, efter 21 minutters løb. Den næste del af banen, hvor to af banens tre langstræk skulle gennemføres, gik ikke helt så godt, og med to tidstab på to minutter til løbets vinder Elin Månsson, var hun "lige ved at gå hjem, for jeg var virkelig væk," som hun selv formulerer det.
Hun fik dog styr på teknikken og kunne reducere Elin Månssons forspring med næsten toogethalvt minut og løbe ind til 2. bedste tid, 1min og 38 sekunder efter.
"Jeg er måske lidt overrasket over at et løb, hvor jeg lavede så store fejl, kunne række til et så fint resultat, men jeg er rigtig glad for at se at formen er ved at være der," fortæller Annika, der selvom hun stiller op for sin svenske klub IKHP Huskvarna, ikke kan kalde sig sølvmedaljevinder i SM Natt. For at være med i mesterskabskonkurrencen, kræver det at man har haft adresse i Sverige i mindst tre måneder, og selvom Annika for nyligt er flyttet til Gøteborg, har hun ikke haft rykket adresse længe nok endnu.
Det var dog ikke forgæves at Annika sikrede sig et godt resultat, da konkurrencen også var 3. afdeling af den svenske rangliste serie Swedish League, hvor Annika nu ligger på en samlet 2. plads, inden hun og flere andre danskere stiller til start på 4. afdeling i morgen søndag, hvor der skal løbes mellemdistance ved Zinkgruvan Skistadion.
Danske Hannes Mogensen var også med i toppen af sin klasse, og tog 4. pladsen i H18. Efter tre gode ranglisteløb, ligger Hannes nr. 3 samlet inden morgendagens mellemdistance.