Skip to main content

DOF's Venner muliggjorde udviklingstur for aarhusianske juniorløbere

| Camilla Bevensee | Nyheder

Lige inden påske, var 7 juniorløbere fra Aarhus afsted på en lærerig udviklingstur, til noget så eksotisk som Tyrkiet. Turen var sponsoreret af det aarhusianske Elitesportsakademi ESAA og fonden DOF's Venner, der støtter unge orienteringsløbere økonomisk, med formålet at bidrage til at de kan dygtiggøre og udvikle sig. 

U18 landstræner Astrid Ank Jørgensen og landstræner Jeppe Ruud var med som trænere. Begge trænere er til daglig ansvalige for gruppen af unge løbere i Aarhus, der træner i regi af ESAA hver tirsdag og torsdag. 

"Vi havde modtaget en pose penge fra ESAA og ville gerne give den her gruppe, der træner sammen i hverdagen, en tur sammen. Med de ekstra penge fra DOF's venner, kunne vi give dem en tur, der var lidt udover det sædvanlige, til nogle terræner, der er meget anderledes end de er vant til og som ingen af dem har været i før," fortæller U18 landstræner Astrid Ank Jørgensen om baggrunden for turen til de stenede tyrkiske terræner. 

Turen havde karakter af en generel udviklingstur, der med 7 træninger på 4 dage, skulle være med til at udvikle løbernes tekniske evner, og OK Pan Aarhus løber Anders Secher Thomsen, synes i den grad at han blev udfordret. 

"Det var meget anderledes end i Danmark, med kæmpestore sten, og selvom det nogle steder var helt tæt og umuligt at komme igennem, var terrænet også meget åbent. Det krævede en helt anden måde at orientere på, men hvis man kiggede op, var der meget der blev givet, så det skulle man bare lige huske at gøre," fortæller Anders Secher Thomsen, der til daglig går på i en Team Danmark klasse på Marselisborg Gymnasium i Aarhus.

"Jeg synes det er storartet med sådan en mulighed for at blive bedre, og selvom turen kun var fem dage, føler jeg at jeg er blevet fem gange bedre, fordi det var så anderledes og vi løb så mange gode tekniske træninger i det," fortsætter Anders Secher Thomsen, der ligesom flere af de andre løbere, der var med på turen, satser frem mod Junior VM i Portugal til sommer.

DOF's venner er netop nu i gang med at udvælge de løbere, der kommer afsted på en sponsoreret tur til netop Portugal, for at forberede sig specifikt frem mod Junior VM. Og Anders' tilkendegivelse om interesse for at være med på turen, ligger i bunken der bliver læst igennem.

"Jeg tror at det er meget givende at komme ned og opleve terrænerne så tæt på som muligt, og det vil være en fordel at have været afsted, hvis jeg bliver udtaget og skal ned og løbe JWOC, så jeg har selvfølgelig sendt min interessetilkendegivelse ind," fortæller Anders Secher Thomsen videre. 

DOF's Venner har flere ture på tegnebrættet, men Astrid Ank Jørgensen vil alligevel opfordre unge løbere til at tænke fonden ind, når de reflekterer over, hvordan de kan udvikle sig mest muligt. 

"Der er en rigtig stor vilje fra DOF's venner, til at støtte unge løbere, både individuelt og i grupper, og både til ture og til andre aktiviteter, der kan være med til at hjælpe løberne med at blive bedre. Jeg synes der er flere, både unge løbere og ledere for unge, der skal overveje, om ikke støtte fra DOF's Venner, kan være med til at give dem netop de muligheder for at blive bedre, der gør at det er rigtig sjovt at blive ved med at løbe orienteringsløb," fortæller Astrid Ank Jørgensen, der understreger at en af styrkerne ved fonden, er den uafhængighed der er i forhold til resten af forbundet og landsholdene. 

"Alle kan søge om støtte fra DOF's venner, og jeg synes bare man skal kaste sig ud i det," slutter U18 landstræneren af. 

Man kan læse mere om hvem der kan modtage støtte og hvordan man søger, på DOF's Venners hjemmeside