Skip to main content

MTBO EM holdet er udtaget

| Morten Bang Nørgaard | Nyheder

Guld damer

Foto: Medaljedamer med smag for mere. Tør vi drømme om metal igen i 2022 sæsonen?

Den internationale MTBO sæson ’22 åbner i midten af næste måned med EM i Litauen som det første højdepunkt. Som sædvanligt indgår mesterskabsløbene samtidigt i det samlede CX80 World Cup regnskab og dermed udgør sæsonåbneren også WC runde 1 for året. Efter vinterens samlinger skulle de aspirerende ryttere vise hvad status på træningsindsatsen var i forbindelse med MTBO Camp’en som var udpeget som testløb og dermed grundlag for den endelige holdudtagelse. MTBO Camp 2022 blev som tidligere bekendtgjort afviklet i det nordsjællandske i starten af påskeugen, links til de fulde resultater findes herunder.

På baggrund af dette har landstræner Allan Jensen nu sat navne på holdkortet til EM og supplerer med tanker om hvor holdet står: ”hos senior damerne har vi som vanligt gode chancer for medaljer, hvilket resultaterne ved MTBO Camp’en også bekræftede. Og med Mortens fantastiske præstationer hvor har satte hele det internationale startfelt til vægs i de regulære konkurrencer, så har han vist også skrevet sig ind blandt medajlekandidaterne ved EM i sin første sæson som senior. Dermed tyder det også på at vi kan gøre os godt gældende i EM's afsluttende konkurrence, som byder på mix-stafet”.

Det bliver derimod svært at følge op på de seneste års præstationer på junior-siden da de fleste af de aktive i de aktuelle årgange fremover enten skal gøre sig gældende i senior-rækkerne, er plaget med skader eller har fået andre prioriteter. Noah Tristan Hoffmann ville som håbefuld sidste-års juniorrytter under normale omstændigheder være blevet udtaget, men han døjer desværre fortsat med en knæskade, som i øjeblikket helt holder ham fra at kunne cykle. I ungdomsrækkerne bliver det derimod spændende at følge et nyt navn. Viktor Alexander Magtengaard kommer med til sit første internationale mesterskab i U17, hvor han får mulighed for at opnå en masse god erfaring og at prøve sig af mod de bedste i Europa.

I den kommende måned frem mod EM gælder det nu for rytterne om at toppe formen helt perfekt frem mod mesterskabet. Desuden drager størstedelen af holdet en tur til Sverige for at køre to konkurrencer i den svenske MTBO cup den 30. april og 1. maj for at skærpe konkurrenceformen yderligere.

EM løber af stablen 19-22 maj i Ignalina i det østlige Litauen ca. 100 km nordøst for hovedstaden Vilnius.

EM-holdet er som følger:

Seniorer

  • Camilla Søgaard (Horsens OK)
  • Cæcilie Rueløkke Christoffersen (OK ØST Birkerød)
  • Nikoline Holm Splittorff (FIF Hillerød)
  • Oliver Friis (Horsens OK)
  • Mikkel Brunstedt Nørgaard (OK ØST Birkerød)
  • Morten Ingmar Örnhagen Jørgensen (OK Snab)
  • Allan Jensen (Silkeborg OK), kører dog kun sprint og mix-stafet

Ungdom

  • Miri Brunstedt Nørgaard (OK ØST Birkerød)
  • Viktor Alexander Magtengaard (Allerød OK)

Resultater MTBO Camp

Langdistance: https://mtbocamp.dk/wordpress/wp-content/uploads/2022/04/Results-Tisvilde-Class.pdf

Mellemdistance: https://mtbocamp.dk/wordpress/wp-content/uploads/2022/04/Results-Klosteris-Class.pdf

Sprint: https://mtbocamp.dk/wordpress/wp-content/uploads/2022/04/Results-Sprint-FrVaerk-Class.pdf