Skip to main content

Miri Thrane Ødum vinder 2. afdeling af Swedish League

| Camilla Bevensee | Nyheder

Den svenske elitesæson startede for alvor i denne weekend med to afdelinger af Swedish League, i de stenede terræner nord for Sølversborg i Blekinge. Miri Thrane Ødum, der løber for IFK Göteborg i det svenske, fik en rigtig god sæsonstart i Sverige med en sejr i 2. afdeling af Swedish League. Hun satte den svenske elite til vægs på søndagens langdistance, der havde en vindertid på 88 minutter.

”Jeg stortrives med både bakker og sten, og det var en rigtig god bane, hvor jeg formåede at kæmpe på hele vejen og kun havde små tidstab,” fortæller Miri Thrane Ødum efter målgang. Typisk for skovene mellem Skåne og Blekinge var kortet domineret af stenfelter og skrænter, og terrænet var alt andet end dansk. Alligevel klarede flere af de 25 danskere der havde taget turen til Blekinge, sig godt på langdistancen. Annika Simonsen fulgte Miri Thrane Ødums sejr i D21E op med en 8. plads, mens Hannes Mogensen blev nr. 5 i H18E. 

Første afdeling af den svenske elitecup blev løbet lørdag, og med over 400 eliteløbere til start begge dage, var konkurrencen rigtig hård. På lørdagens mellemdistance konkurrence leverede Miri Thrane Ødum også dagens bedste danske resultat, med en 6. plads, på en dag hvor der var hele 5 danske løbere med i top 15. Det blev til henholdsvis en 9. og 10. plads til Annika Simonsen og Malin Agervig Kristiansson i D21E. I D18E og H18E klasserne blev henholdsvis Amalie Ertmann, Allerød OK og Hannes Mogensen, OK Ravinen nr. 3. 

Alle danskerne er i denne tid af året i fuld sving med at træne og forberede sig til årets store mesterskaber, og Swedish League er derfor en kærkommen lejlighed til at få rigtig god konkurrencetræning og tanke god selvtillid op til de vigtige konkurrencer som følger senere på året.

Om 14 dage afvikles næste afdeling af Swedish League med svensk mesterskab i natorientering og en mellemdistance konkurrence.

Swedish League mellemdistance 9. april

Se resultater og winsplits fra 1. afdeling af Swedish League, mellemdistance her.

Se baner og tracking fra 1. afdelingf af Swedish League, mellemdistance her.

Swedish League langdistance 10. april

Se resultater og winsplits fra 2. afdeling af Swedish League, langdistance her.

Se baner og tracking fra 2. afdeling af Swedish League, langdistance her