Skip to main content

Repræsentantskabsmøde: mange fine hædringer, og TC Aarhus' trænerteam kåres som årets trænere

| Camilla Bevensee | Nyheder

Udover udnævnelsen af Maja Alm som æresmedlem, blev der på gårsdagens repræsentantskabsmøde på Dalum Landbrugsskole ved Odense, uddelt de sædvanlige kåringer af 'Årets Træner(e)', 'Årets Klub', 'Silvablokken' og ærestegn, for 2021. 

Trænerteamet i TC Aarhus, Mikkel Kaae Nielsen (Søllerød OK) og Jess Rasmussen (Viborg OK), modtog kåringen som 'Årets Trænere', på baggrund af deres flotte arbejde og store indsats i Talentcenteret, også under coronanedlukningerne. Jess Rasmussen modtog prisen på vegne at teamet. Motivationen for kåringen, kan læses i det kommende nummer af Magasinet Orientering, der udkommer her i midten af marts. 

'Årets Klub' gik til OK-HTF, for deres flotte arrangementer, stabile medlemstal og gode initiativer som eksempelsvis deres O-festival, som de med stor succes afholdt i sommeren 2021. Formand Lars Klogborg modtog prisen.

'Silvablokken' går på tur mellem kredsene, og i år var det Nordkredsens tur til at uddele den, ved formand Jess Rasmussen. Prisen blev tildelt til børne- og ungeudvalgsformand Claus Poulsen (Silkeborg OK), der igennem mange år har bidraget til udvalgsarbejdet, og som spiller en stor og aktiv rolle i B&U arbejdet i forbundet.

Walther Rahbek (Rold skov OK) modtog forbundets ærestegn, for mange års tro tjeneste som formand.