Ny forsamlingsgrænse på 25 for udendørs idræt
Der bliver langt bedre muligheder for at arrangere orienteringsaktiviteter, når forsamlingsgrænsen fra på mandag d. 1. marts 2021 hæves fra 5 til 25 personer for udendørs idræt.
Det er et politisk flertal blevet enige om i en aftale om en mindre genåbning af samfundet.
Dels bliver det muligt at genoptage nogle af de klubaktiviteter, der har været sat i bero i mere end to måneder nu, og dels kan det måske lade sig gøre at arrangere deciderede stævner og konkurrencer i den kommende tid, hvis de kan planlægges med hensyntagen til de gældende restriktioner.
DOF's tekniske retningslinjer for afvikling af stævner i coronatiden blev senest opdateret i oktober.
Her blev følgende punkter ændret:
- Det er tilladt at udlevere løse postbeskrivelser
- Det er tilladt at udlevere flaskevand i mål
- Anbefalingen om at putte lejebrikker i sæbevand gælder ikke mere, idet det er konstateret, at sæbevand kan fjerne skriften på brikkerne. Klubberne må derfor selv vælge, hvorledes brugte brikker håndteres. Man kan f.eks. give dem “karantæne” i et par dage.
Med den nye grænse på 25 personer anslår Stævne og Reglementudvalget, at det bør være muligt at lave stævner med Put & Run, hvis man laver tilmelding i startslots med maks. 20 personer. Det vil give plads til 5 stævneofficials.
Der skal naturligvis fortsat udvises særlig omhu med hygiejne.
Stævne og Reglementudvalget følger op på udmøntningen af de nye retningslinjer i de kommende dage, og vender tilbage hvis der dukker afgørende ændringer op.
Du finder DOF's tekniske retningslinjer til stævner her. SRU har ikke udarbejde retningslinjer for træningsaktiviteter.
Spørgsmål til retningslinjerne kan stilles til SRU-formand
Danmarks Idrætsforbund opdaterer løbende sin særlige corona-hjemmeside, der informerer om corona og restriktioner. Find den her.
DIF har også lavet en side med spørgsmål og svar til dagens udmelding. Den finder du her.
Myndighedernes coronaside finder du her.