Skip to main content

Bliv en bedre o-fotograf/fotoplanlægger

| Nyheder 2020

2ef62ded3f8174bae2a9a6334bbbb909 w740



DOF's kommunikationsområde inviterer til fotoworkshop i forbindelse med Danish Spring-mellemdistancen d. 28. marts.

Workshoppen varer hele dagen og kommer rundt om grundlæggende kameraviden, planlægning af fotografi ved større stævner og giver god tid til at fotografere i skoven med sparring fra underviserne.

Det er gratis at deltage, men der er sat et loft over deltagerantallet på otte stk.

Kursusbeskrivelse:
På workshoppen lærer du at bruge dit kamera på en god måde, når du skal tage billeder af orienteringsløbere og MTBO-ryttere.

Du lærer også om hvilke steder i skoven, der giver de bedste billeder, hvordan du i Condes laver kort til fotograferne og hvordan fotoarbejdet kan planlægges med en gameplan ud fra fotoposterne, startlister og hvilke løbere du/i gerne vil fotografere (eksempelvis ungdoms- eller eliteklasser).

Endelig afsætter vi også god tid til den praktiske del, hvor du får erfaring med sportsfotografering efter en fælles gameplan, under et intensivt stævne (Danish Spring mellemdistancen). Du lærer også om enkel billedredigering og at publicere dine billeder effektivt på stævnets Facebook-side.

Workshoppen er både for dig, der fotograferer – eller måske videofilmer – og dig, der planlægger fotoarbejdet sammen med banelæggerne.

Du finder hele indbydelsen her.

Tilmelding foregår i O-service.