Skip to main content

MTBO VM: Guld og bronze på stafetten

| Nyheder 2019

stafet2019 damejuniorDet danske landshold i mountainbikeorientering fik en flot afslutning på verdensmesterskaberne på hjemmebane, da juniorkvinderne kørte VM-guldet hjem i stafetdisciplinen. Juniorherrerne vandt bronze.

Dagens stafet blev kørt i øvelsesterrænet ved Finderup, hvor det for første gang ved mesterskaberne var tilladt at køre uden for stierne.

Og det så ellers ud til at være en umulig opgave for Nikoline Splittorff at køre guldet hjem, da hun blev sendt afsted med mere end fire minutter op til franske Lilou Pauly, der lå i front.

Forinden var kørt to ture, hvor Christine Reibert Hansen og Annika Henriksen havde gjort deres for at holdet stafetholdet inden for rækkevidde af medaljerne - så der kun var et minut op til sølvet, inden Nikoline Splittorff kørte ud på de lidt mere end seks kilometer.

Men hun satte konkurrenterne af én efter én undervejs, og udnyttede til sidst en lidt usikker fransk afslutning til at køre forbi Pauly fra sidsteposten og hjem.

- Jeg hentede dem lige så stille derudad, og da jeg hentede Vilma Kralova fra Tjekkiet (senere bronzevinder, red.) vidste jeg, at jeg var nummer to. Og vi havde egentlig aftalt, at jeg skulle køre sikkert derfra, men jeg kunne ikke dy mig for at se, hvor langt op mod franskmændene, jeg kunne komme. Og mod forventning ser jeg så Frankrig oppe ved næstsidsteposten, og så får den bare alt hvad den kan trække, siger Nikoline Splittorff.

En fænomenal afslutning på VM-ugen for Nikoline Splittorff, der dermed kan rejse hjem med tre guldmedaljer og en sølvmedalje - men samtidig også et vigtigt signal fra juniorkvinderne om, at der nu er en bredde nok på landsholdet til at køre flotte resultater hjem.

Juniorherrerne kan også glæde sig over en flot holdpræstation på stafetten. Noah Tristan Hoffmann kørte efter eget udsagn sit bedste løb i VM-ugen og skiftede som nummer to - bare seks sekunder efter den førende tjekke.
Mikkel Brunstedt Nørgaard fulgte op med endnu en god tur, bortset fra en ærgerlig fejl, der kostede omkring et minut undervejs.

Men den dobbelte verdensmester Thomas Steinthal blev alligevel sendt ud i en komfortabel position som nummer tre. Han satsede, men blev aldrig en del af guldkampen, som Tjekkiet vandt få meter foran finnerne.
Men tredjepladsen gav han ikke fra sig, og dermed rullede han ind over stregen og sikrede sig medalje nummer fem ved VM - ud af fem mulige vel at mærke.

stafet2019 herrejunior

I alt blev det til 11 danske medaljer ved mesterskaberne - fem af guld.

I seniorklasserne var der på forhånd ingen medaljeforventninger. På kvindeholdet fik Cæcilie Christoffersen og Camilla Søgaard juniorrytteren Birka Øhlenschläger Nielsen med som holdkammerat og kørte en udmærket syvendeplads hjem. De russiske kvinder vandt en komfortabel sejr med Finland 45 sekunder efter.

Det blev også til en klar russisk sejr hos mændene - denne gang foran Tjekkiet. Det danske hold med Allan Jensen, Oliver Friis og Rasmus Søgaard kæmpede bravt i varmen og sluttede som nr. 12.

- Når vi ser juniorerne præsterer som de gør, betyder det at vi har et fantastisk udgangspunkt for de kommende år. Seniorerne har klaret sig lidt under deres niveau, men stadig leveret flotte resultater. Så alt i alt ser det rigtig godt ud for eliten i dansk mountainbikeorientering med flotte resultater til dette hjemmebane-VM. Og et utroligt arrangement af alle arrangørerne, så også stor tak til dem, siger landstræner Lasse Brun Bonne.

overdragelse

Efter medaljeoverrækkelsen overdrog Event Director Jørn Svensen IOF-flaget til arrangørerne af næste års VM, der køres i Tjekkiet.

Resultat, MTBO-VM i Danmark, Stafet

Kvinder – 10,5-11,4 kilometer - 23-24 poster
1. Rusland 142.33 minutter. (Anastasiya Bolshova, Olga S-Vinogradova, Anastasiya Svir)
2. Finland +0.45 min. (Ingrid Stengård, Ruska Saarela, Marika Hara)
3. Sverige +7.02 min. (Linn Bylars, Sara Forsgren ,Nadia Larsson)
7. Danmark +16.50 min. ( Cæcilie Christoffersen, Camilla Søgaard, Birka Øhlenschlæger Nielsen)

Mænd – 12,4-13,5 kilometer - 25-27 poster
1. Rusland 134.09 minutter (Anton Foliforov, Valeriy Gluhov, Grigory Medvedev)
2. Tjekkiet +1.30 min. (Jiri Hradil, Vojtech Ludvik, Krystof Bogar)
3. Finland +5.31 min. (Jussi Laurila, Samuel Pokola, Pekka Niemi)
12. Danmark +21.12 (Allan Jensen, Oliver Friis, Rasmus Søgaard)

Juniorkvinder – 6,3-6,7 kilometer - 17 poster
1. Danmark 91.31 minutter(Christine Reibert Hansen, Annika Henriksen, Nikoline Splittorf)
2. Frankrig +0.01 min. (Lucie Rudkewicz, Marine Denoual, Lilou Pauly)
3. Tjekkiet +2.10 min. (Adela Zrnikova, Alexandra Svobodova, Vilma Kralova)

Juniormænd – 8,9-9,3 kilometer - 20 poster
1. Tjekkiet 102.36 minutter (Richard Wohanka, Ondrej Hasman, Jan Hasek)
2. Finland +0.02 min. (Tomi Nykanen, Teemu Kaksonen, Juha Lilja)
3. Danmark +3.21 min. (Noah Tristan Hoffmann, Mikkel Brunstedt Nørgaard, Thomas Steinthal)

VM-hjemmesiden med starttider, program og resultater mm.: http://www.wmtboc2019.dk

Foto: Rainer Burmann og Nina Hoffmann