Skip to main content

EYOC i Hviderusland

| Thomas Jensen | Nyheder 2019

 

Holdet fra 2018 høstede rigtig meget erfaring - men også nogle rigtig flotte placeringer. Det bliver spændende at se, at holdet i år klarer det lige så godt.

I morgen sparkes sommerens internationale mesterskaber i gang. Det er vores yngste løbere, der skal i ilden først, når EYOC (European Youth Orienteering Championships) afvikles i Grodno, Hviderusland fredag til søndag.

Stemningen er i top
Rasmus Folino melder om god stemning i den 14 mand m/k store trup. Selv ikke mødet med den meget grundige paskontrol ved grænsen til Hviderusland eller mødet med den - og jeg citerer - 'Meget lokale med' har kunnet dæmpe den gode stemning.

Første opgave bliver langdistancen i morgen. Terrænet er tæt - men bunden er god, og det er ikke super kuperet. Vejret bliver perfekt løbevejr - men måske lidt til den varme side med op imod 22 grader sidst i konkurrencen. Alligevel regner arrangørerne med vindertider omkring 7 min/km i H18 og 10 min/km i D16, så det skal nok blive udfordrende for vores unge løbere.

Formålet med deltagelsen i mesterskabet er primært at give de unge løbere erfaring med at løbe internationale mesterskaber. Så det er læring der står øverst på menuen. Hvis der så falder lidt gode resultater af, så er det bare et ekstra plus. Men det er en stor konkurrence, og der er mange om budet. Der er præcis 400 løbere på startlisten fordelt på H16, H18, D16 og D18. Danmark har fire løbere med i de tre førstnævnte klasser og to løbere med i D18.

Første start går kl. 10:01 - og første dansker i ilden er Villads Skovbjerg i H16, der starter kl. 10:03 (09:03 dansk tid). Sidste dansker i skoven bliver Jonas Gabs i H18 kl. 13:10 (12:10 dansk tid).

Live dækning
Hviderusserne har lovet en rigtig god livedækning af løbene, som man vil kunne finde links til på hjemmesiden https://eyoc2019.by/en/program/long/. Der vil også være live-streaming via dette link: https://www.youtube.com/c/WebnaviTV/live, så der er ingen undskyldning for ikke at heppe på de kommende danske stjerner hjemme fra computeren.