Orientering om dødsfald efter DM Lang

Kirsten Møller, Søllerød OK har skrevet følgende:

Som mange allerede ved, indtraf der til DM lang ved Ålum i går en kritisk hændelse i skoven, idet Søllerød OK’s Kaj Maag under sit løb i klassen H 50 af indtil videre ukendte årsager faldt om med hjertestop. Kaj fik hurtig og kyndig hjælp fra forbipasserende løbere, der startede hjerte-lunge-redning, fra arrangørerne på stævnepladsen og fra en tilkaldt ambulance og lægebil.

Han blev i yderst kritisk tilstand og under fortsat genoplivning overført til Skejby Sygehus til videre behandling på hjertemedicinsk afdeling og intensivafdelingen.

Desværre lykkedes det ikke at redde Kajs liv trods alle bestræbelser. Kaj døde mandag morgen uden at være kommet til bevidsthed.

Søllerød OK ønsker at takke alle for den store indsats, der blev ydet for at redde Kajs liv. Håbet om overlevelse er slukket nu – men uden jer havde der ikke været noget håb overhovedet.

Kaj blev 51 år. Han var en yderst afholdt klubkammerat og ven, altid klar til at yde en indsats, hvor der var brug for det. Han var tidligere eliteidrætsudøver i volleyball, men blev sammen med Iben lokket ind i – og bidt af – orienteringssporten via deres børn Magnus og Astrid. Vi er mange klubkammerater, der vil savne den benhårde konkurrence om sekunder i skoven – og eftersnakken om bommene.

Frem for alt var Kaj en dyrebar ægtefælle og familiefar. Vores tanker går til Iben, Magnus, Astrid og resten af familien for det meningsløse tab, de har lidt.

Kirsten Møller
Søllerød OK


Forbundet og arrangørklubben Aarhus 1900 vil også gerne rette en tak til de mange deltagere, der afbrød deres løb og hjalp til undervejs.

DOF kan gennem Idrættens Forsikringer tilbyde psykologisk krisehjælp til dem, der har været involveret i forløbet i går.
Det kan du læse mere om i nedenstående link – telefonnummeret til Tryg Alarm er 44 68 82 00.

http://www.idraettensforsikringer.dk/Psykologisk-krisehj%C3%A6lp

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter
MacUrth

Organisationer og partnere

Nordea-fonden
International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
Naturens Dag
DIF
Aktiv året rundt