Der er udfordringer til både store og små på Find vej Dagen lørdag den 25. april. Det bliver den hidtil mest ambitiøse udgave af Danmarks sjoveste motionsdag – bl.a. med en landsdækkende mobilquiz.

Lørdag den 25. april får tusinder af danskere en sjov og anderledes motionsoplevelse hele 45 steder i landet. Det sker på Find vej Dagen 2015, som Dansk Orienterings-Forbund og de danske orienteringsklubber står bag i samarbejde med Nordea-fonden.

På Find vej Dagen kan hele familien gå eller løbe sammen i jagten på poster i skove, parker og byer. Der er også masser af udfordringer til dem, der gerne vil forlade stier og veje og have lidt mudder på skoene:

”Orienteringsklubberne har arbejdet benhårdt på at give alle deltagere en god oplevelse den 25. april. Vi glæder os til at tage imod familier, motionister og alle andre, der har lyst til en motionsoplevelse ud over det sædvanlige,” siger direktør i Dansk Orienterings-Forbund Michael Sørensen.

Tag mobilen med
Find vej Dagen bygger på natur- og motionstilbuddet Find vej i Danmark, der hvert år introducerer mange danskere til idrætsgrenen orientering med over 200 gratis orienteringskort til download på siden findveji.dk.

I år har Find vej Dagen særligt fokus på mobilen, da Find vej i Danmark nu har fået mobilquizzer, mobilvenlig hjemmeside, tur-app’s mv. På Find vej Dagen 2015 kan man da også deltage i en mobilquiz, hvis man har sin smartphone med. Der er en iPhone 6 på spil i quizzen.

”Find vej Dagen er motiverende motion for alle. Kombinationen af orienteringsløb og formidling på mobilen om natur, kultur og historie rammer tidsånden rigtig godt,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Flotte præmier på spil
Find vej Dagen bliver afholdt for fjerde gang i år. De foregående tre år har dagen hvert år haft ca. 3.000 besøgende og en meget positiv feedback fra både deltagere og arrangører. Så det er ikke uden grund, at Find vej Dagen bliver kaldt ”Danmarks sjoveste motionsdag”.

En fast del af Find vej Dagen er lodtrækningspræmier. Ud over en iPhone i mobilquizzen trækker Løberen og Dayz Resorts lod om fire familieophold a 2.500 kr. til Dayz Resorts blandt alle deltagere på Find vej Dagen.

I 2014 havde Find vej Dagen bl.a. besøg af kronprinsfamilien, der havde en sjov oplevelse med at finde vej i Rude Skov nord for København. Det er muligt at læse mere om Find vej Dagen på findvejdagen.dk.


Yderligere information:
Find vej Dagens hjemmeside med alle 45 arrangementer på et danmarkskort: www.findvejdagen.dk

Kontaktperson for pressen:
Direktør i Dansk Orienterings-Forbund Michael Sørensen: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller 4196 9370

http://www.findvejdagen.dk

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF