Danmark stemplede ind i medaljestatistikken med sølv på førstedagen i Tjekkiet

De bedste danskere orienteringsløbere stemplede allerede på EMs førstedag ind i medaljestatistikken, da de hentede en sølvmedalje i Tjekkiet efter en tæt afgørelse på sprintstafetten.

Den tredobbelte verdensmester Maja Alm løb en stærk sidstetur, hvor hun hentede mere end et minut til de førende svenskere og på et tidspunkt lå til sejr - men kom i mål 14 sekunder efter de russiske vindere.

- Det er enormt ambivalent, for på den ene side er vi enormt glade over at have vundet en medalje, men samtidig er det så ærgeligt, når vi kunne have taget guldet. Men jeg står trods alt med fire glade løbere, siger landstræner Lars Lindstrøm.

Danmark er regerende verdensmester i disciplinen, og det var på forhånd ventet at de danske løbere ville blande sig i den absolutte topstrid i sprintstafetten, der blev løbet i et forholdsvis fladt by- og parkterræn ved byen Bruntál i den nordøstlige Tjekkiet.

Det startede også efter planen, da Cecilie Klysner lagde ud med en sikker førstetur, hvor hun skiftede på en delt tredjeplads, lidt mere end et halvt minut efter de førende russere.
På andenturen fik Tue Lassen hurtigt kontakt med de førende løbere, men lavede så en ærgelig fejl på den sidste del af banen. Han overså post 21, som han måtte tilbage og klippe - og det kostede omkring 40 sekunder og dermed også kontakten til teten.

Han sendte Søren Bobach afsted, der som tredjemand holdt et højt tempo hele vejen - og kom i mål som femmer - omkring et minut efter de førende svenskere.

Et minut er normalt en ordentlig mundfuld i sprintorientering, men det var ikke desto mindre det Maja Alm hurtigt fik spist ind på den afsluttende fjerdetur. Allerede efter en håndfuld poster havde verdensmesteren kontakt til de førende - og hun strøg lige forbi og lå længe til at fuldbyrde overraskelsen og snuppe guldet.

Men så begik Maja Alm samme fejl som Tue Lassen og overså samme post mod slutningen - det kostede et tidstab, som russeren Galina Vinogradova udnyttede og løb sig forbi til guldet.

De normalt stærke schweizere tog sig af bronzemedaljerne, mens Helena Jansson blev diskvalificeret på svenskernes fjerdetur.

I morgen gælder det den individuelle sprintdistance. Her løbes kvalifikation fra kl. 9 og finaler mellem 16 og 18 dansk tid.

Maja Alm er regerende verdensmester i disciplinen efter en suveræn sejr ved VM i Skotland i august i fjor. Og hun beviste som sent som for to uger siden, at hun skal regnes med blandt favoritterne med en andenplads i World Cup-sprinten i Polen. Søren Bobach var hurtigste dansker i herreklassen med en 7. plads.

EM, Sprintstafet, Jeseník, Tjekkiet

3,8 - 4,3 kilometer, 20-24 poster
1 Rusland 63.01 minutter (Natalia Vinogradova, Gleb Tikhonov, Andrey Khramov, Galina Vinogradova)
2. Danmark 63.15 (Cecilie Klysner, Tue Lassen, Søren Bobach, Maja Alm)
3. . Schweiz, 63.28 (Judith Wyder, Andreas Kyburz, Martin Hubmann, Rahel Friedrich)

http://www.eoc2016.cz/en/

DOF på Facebook

Sponsorer

Cowi
Trimtex
Sportident
Løberen
Silva
Klinik
Godik
Sportlyzer
Grafisktrykcenter

Organisationer og partnere

International Orienteering Federation
Team Danmark
Dansk Skole Idræt
Sport Event Denmark
DIF