Skip to main content

World Cup: Miri og Tue var hurtigste danskere

| Nyheder 2019

Miri Thrane Ødum og Tue Lassen stod for de bedste danske præstationer med placeringer som henholdsvis nummer 24 og 30, da landsholdet tog hul på World Cup-sæsonen med en mellemdistance vest for den finske hovedstad Helsinki.

I dameklassen lagde både Miri og Cecilie Friberg Klysner hurtigt og sikkert fra land i det klassisk nordiske, VM-relevante terræn og lå undervejs med radiotider i top 20. Men på sidste halvdel af dagens 4,6 kilometer drillede især næstsidsteposten begge danske løbere - og det kostede lidt tid i forhold til de hurtigste.

- Miri lykkes med et godt løb, mens Cecilie har lidt flere småfejl på det sidste. Men de viser begge to, at hvis de rammer den rigtige dag til VM, så kan de godt løbe sig op i top 10-20-stykker, fortæller sportschef Lars Lindstrøm fra Finland.

Helt i toppen placerede det svenske orienteringsfænomen Tove Alexandersson sig suverænt med en vindermargin på mere end halvandet minut til russiske Natalia Gemperle. Den finske mellemdistance-europamester fra i fjor, Marika Teini, blev treer.

Hos herrerne leverede Tue Lassen et stabilt løb uden nævneværdige fejl - og løb sig ind på en flot 30. plads i det store, stærke World Cup-felt, hvor nationerne har mulighed for at stille med flere løbere end til eksempelvis mesterskabsløb.

- Tue lykkes også med et rigtig godt løb, siger Lars Lindstrøm.

- Overordnet set ved vi godt, at vi skal løfte vores niveau inden VM, men det tror vi også på, at vi kan. Der er et stykke arbejde, der skal laves inden da, siger sportschefen.

Det blev også svensk på toppen af podiet hos herrerne, hvor Gustav Bergman vandt med lidt mere end et minut ned til Frederic Tranchand, Frankrig. Den regerende langdistanceverdensmester fra Norge, Olav Lundanes, snuppede tredjepladsen.

I morgen gælder det en afkortet langdistance med jagtstart baseret på dagens resultater. Dameklassen begynder allerede kl. 9.10, mens de hurtigste herrer bliver sendt afsted 10.25.

Det hele kan følges via IOF tv-platform liveorienteering.com og på arrangørernes hjemmeside.

Resultater:

Kvinder:

1. Tove Alexandersson, Sverige 29.54 minutter
2. Natalia Gemperle, Rusland +1.38 min,
3. Marika Teini, Finland +1.59 min.
24. Miri Thrane Ødum, Danmark +6.39 min.
45. Cecilie Friberg Klysner, Danmark +8.13 min.
73. Caroline Gjøtterup, Danmark +12.58 min.
87. Line Cederberg, Danmark + 15.37 min.

Mænd:

1. Gustav Bergman, Sverige 30.20 minutter
2. Frederic Tranchand, Frankrig + 1.03 min.
3. Olav Lundanes, Norge +1.31 min.
30. Tue Lassen, Danmark + 5.24 min.
58. Søren Bobach, Danmark +8.17 min.
92. Björn Cederberg, Danmark + 12.16 min.
96. Emil Øbro, Danmark + 13.06 min.

Arkivfoto: Kell Sønnichsen