Skip to main content

VM: Miri Thrane Ødum blev 11’er på langdistancen

| Nyheder 2021

2021 WOClang Miri

Fem danske landsholdsløbere blev sammen med resten af VM-feltet fredag eftermiddag kastet ud i den barskeste disciplin – langdistancen, der blev løbet i samme vanskelige terræn som gårsdagens stafet.

Det betød masser af højdekurver og vanskelige vejvalgsbeslutninger i sandstensterrænet ved Hermanky, der tester løberne med store slugter og mange stendetaljer på udløberne.

For damerne lød dagens menu på 9,5 kilometer med knap 700 højdemeter undervejs, og det blev Miri Thrane Ødum, der endte længst oppe på resultatlisten med en 11.-plads efter knap 90 minutter i skoven.

- Det var en vild langdistance, ligesom vi havde håbet på. Megaflot og megakrævende terræn hele vejen rundt. Jeg fik det løst det godt, og som jeg havde bestemt mig for. Jeg tog mig tiden ved posterne til at få lagt planer – selv på korte stræk, så jeg kunne se og vurdere alternativerne. Og jeg tror aldrig jeg har stået så længe som ved post 2 og kigget på kortet, og i det her terræn er man stadig i tvivl bagefter, fortalte Miri Thrane Ødum efter løbet.

Inden starten lød målsætningen på en plads i top 10 – og havde hendes løbstid være bare halvandet minut hurtigere, var Miri endt på 8.-pladsen.

- Det var meget tæt på, og det var ikke mange ting jeg skulle have gjort anderledes for at det tidsmæssigt ville have gjort en forskel. Men det er det brutale i det her terræn, at man bliver straffet for de forkerte beslutninger. I morgen tror jeg at jeg vil være tilfreds, men i dag er det lidt blandet, slutter hun.

2021 WOClang Line

Line Cederberg havde igen en på papiret god dag ved verdensmesterskaberne og blev nummer 21, men fortalte bagefter at dagens langdistance var hård at kæmpe sig igennem mentalt – og at hun løb og tvivlede på sine beslutninger i skoven.

Annika Simonsen kom igennem sin første VM-langdistance uden større tidstab og sluttede som nummer 31.

2021 WOClang Annika

Hos herrerne fik Søren Thrane Ødum en god halv time i den varme stol på podiet, der indikerer at man er kommet i mål i bedste tid.

For Søren lød tiden på lidt mere end 113 minutter i skoven efter dagens 13,6 kilometer med 1050 højdemeter. Efter hele feltet havde været igennem banen endte VM-debutanten på en flot 24. plads.

- Jeg var glad for min præstation. Det var en kæmpe oplevelse at få lov til at løbe sådan en lang bane og føle at man magter opgaven. Jeg synes, at jeg fik givet mig tiden til at se mulighederne igennem på langstrækkene. Og så var det svært at vurdere, hvad der kunne betale sig – om man skulle ”æde” stigningen eller løbe rundt om. Og i forhold til at tage posterne, så lavede jeg en lille fejl på sidste sløjfe, men ellers følte jeg at jeg ”spiddede” posterne, fortalte Søren efter sit løb.

2021 WOClang Soeren

Søren har som den eneste dansker løbet fuldt program i VM-ugen – alle disciplinerne, og har egentlig stadig status af juniorløber, hvorfor efterårets Junior-VM er sæsonens store mål.

Jakob Edsen holdt sig lige under de to timer på langdistancen, og sluttede som nummer 36. Han fortalte bagefter om en fed oplevelse i skoven, og at han fik blod på tanden i forhold til at satse mere på skovdistancerne i fremtiden – selv om sprint-VM i Danmark næste år stadig er det store mål.

Alt i alt kunne landstræner Tue Lassen erklære sig tilfreds med præstationerne på langdistancen.

- De fleste har løbet op til deres niveau på langdistance. Ingen perfekte løb, men stabile løb. For Miri er det jo personlig rekord – hun blev 12’er på langdistancen for tre år siden. Miri har taget lidt forkerte vejvalg i dag, og det er det, der koster. Det er rigtig tæt i dameklassen, så der er ikke langt op til de gode placeringer. Så det ærgrer hun sig over, men jeg tror også at hun i morgen vil være tilfreds med sit løb, siger landstræner Tue Lassen.

Han kan sammen med resten af landsholdet se tilbage på en VM-uge, der begyndte med Maja Alms bronzemedalje på den individuelle sprint og dagen efter blev fulgt op med en fjerdeplads på den udfordrende sprintstafet i Doksy.

På skovdistancerne er det blevet til en stribe placeringer lige uden for top 10.

- Det har været et godkendt VM. Vi har en medalje på sprint og en fjerdeplads på sprintstafetten, som vi er rigtig glade for. Og så mangler vi lige de der individuelle top 10-placeringer, som vi havde håbet på. Vi har jo en 11.- og 13.-plads, så det er ikke langt fra. Og så har vi nogle af de unge, som har præsteret godt og hentet top 20- og 30-placeringer, så alt i alt er vi godt tilfredse, siger Tue Lassen.

På dagens langdistance ryddede Sverige Tove Alexandersson bordet ved at vinde den femte guldmedalje af fem mulige i løbet af ugen, mens den neutrale russer Natalia Gemperle og Simona Aebersold, Schweiz tog sig af sølv- og bronzemedaljerne.

I herreklassen forblev guldet på norske hænder – men skiftede generation i forhold til seneste VM, da anden-års-senioren Kasper Fosser leverede et brag af en langdistance og blev verdensmester foran Schweiz’ Matthias Kyburz og landsmanden Magne Dæhli.

Resultater:
Damer, 9,5 kilometer
1. Tove Alexandersson, Sverige 77.11 min.
2. Natalia Gemperle, Neutral +2.58 min.
3. Simona Aebersold, Schweiz + 3.17 min.
11. Miri Thrane Ødum, Danmark +11.17 min.
21. Line Cederberg, Danmark +15.12 min.
31. Annika Simonsen, Danmark + 21.14 min.

Herrer 13,6 kilometer
1. Kasper Fosser, Norge  95.55 min.
2. Matthias Kyburz, Schweiz + 3.05 min.
3. Magne Dæhli, Norge + 5.58 min.
24. Søren Thrane Ødum, Danmark + 17.16 min.
36. Jakob Edsen, Danmark + 23.37 min.

IOF’s liveside: https://orienteering.sport/event/nokian-tyres-world-orienteering-championships-2021/welcome/

VM-hjemmesiden
med starttider, program og resultater mm.: https://woc2021.cz/

Program for VM i Orientering 2021
Lørdag 3/7: Sprintdistance - kvalifikation (9-10.30) – Finale (14.00-17.30)
Søndag 4/7: Sprintstafet – finale (18.20–19.40)
Tirsdag 6/7: Mellemdistance – kvalifikation (8.45-12.00) – Finale (15.50-20.10)
Torsdag 8/7: Stafet – finale (16.20-20.20)
Fredag 9/7: Langdistance – finale (Kl. 12.45–20.00)

Foto: Erling Thisted