Skip to main content

Morten Örnhagen og Camilla Søgaard danske mestre i sprint

| Nyheder 2021

2021 MTBODMSPRINT AllanJ

Bare otte dage efter de bedste MTBO-ryttere i landet krydsede målstregen ved VM-stafetten i Finland var der fredag aften igen medaljer på spil - denne gang i Grenå, hvor det danske mesterskab på sprintdistancen skulle afgøres.

Grenå Midtby lagde terræn til mesterskaberne og bød på en intens orienteringsoplevelse med flere højdemeter end de fleste ryttere havde forudset.

Interessen samlede sig især om seniorklasserne, efter at de medaljeslugende juniorer fra de nyligt overståede verdensmesterskaber alle havde meldt sig op i H21 og D21.

Det gik allerbedst for Morten Örnhagen Jørgensen, OK Snab, der jo blev verdensmester hele fire gange i sidste uge - i dag vandt han seniorklassen 11 sekunder foran Silkeborg OK's Allan Jensen (billedet), der fik vist at man godt kan være landstræner og samtidig blandt de hurtigste på en cykel.

Thomas Steinthal, FIF Hillerød Orientering var et minut langsommere og snuppede bronzemedaljen - 10 sekunder foran en anden håbefuld junior-rytter, Mikkel Brunstedt Nørgaard (OK Øst Birkerød).

I D21 var den nykårede langdistanceverdensmester Camilla Søgaard (Horsens OK) suveræn og kørte DM-guldet hjem med en margin på halvandet minut til Cæcilie Christoffersen (Ok Øst Birkerød). Gertrud Riis Madsen, Rold Skov OK trådte for alvor ind på MTBO-scenen ved junior-VM i sidste uge, hvor hun fik sølv på langdistancen. I dag kørte hun med bronzemedaljen - 3.30 minutter efter Camilla Søgaard.

Den kørende landstræner Allan Jensen konkluderede efter løbet, at sprinten bød på udfordrende baner - både fysisk og o-teknisk, og derfor lykkedes det ingen af rytterne at køre fejlfrit.

Generelt havde VM-rytterne vist svært ved at finde den helt, men der blev trods alt kæmpet om placeringerne og fundet to værdige vindere. Personligt er jeg ærgelig over ikke at tage sejren. Det kunne have været sjovt, skriver Allan Jensen efter løbet.

I morgen rykker MTBO-feltet ud i Grenå Plantage til mellemdistancen. Efter løbet bliver landsholdets imponerende 11 VM-medaljer markeret.

DM Sprints hjemmeside: https://horsensok.dk/klubaktiviteter/abne-lob/mtbo-dm-sprint-25-juni-2021

Liveresultater: https://liveresultat.orientering.se/followfull.php?comp=19532&lang=sv