Hver dag frem mod jul åbner vi en låge i DOF's julekalender og ser frem mod en konkurrence eller arrangement i det kommende år.
Når august bliver til september næste år - bliver det også tid til den traditionsrige stafet Midgårdsormen, der i 2019-udgaven løbes i Uhrehøje-Myrhøj, vest for Aars.
Løbet ligger - som traditionen også byder - umiddelbart efter DM Mellem, og arrangementerne afholdes i nærheden af hinanden, så der er god grund til at gøre det til en weekendtur i klubben.
Arrangørerne, der tæller Rold Skov Ok, Karup OK, St. Binderup OK og Nordkredsens Venner disker op med fire stafetklasser til deltagerne - Thor, Tjalfe, Hugin og Munin.
Den endelige indbydelse lander i januar måned.