Juniortræningslejr i Norge d. 14-19/10
I skolernes efterårsferie har juniorlandsholdet været på træningslejr i Konnerud, Norge. Tre unge og lovende talenter fik chancen for at komme med juniorlandsholdet på træningslejr - en mulighed der kun var mulig med støtte fra DOF's Venner - Juniorlandsholdet sætter stor pris på at DOF's Venner endnu en gang bakker op om unge lovende danske talenters udvikling. De tre løbere der modtog støtte fra DOF's venner var Morten Örnhagen Jørgensen, OK Snab; Mathilde Smedegaard Madsen og Alberte Kaae-Nielsen begge Søllerød OK.
Junior-VM 2019 bliver et stort mål for mange danske talenter, og både juniorlandsholdet og DOF's Venner ønsker fortsat at give flest mulige talenter støtte og rammer for at kvalificere sig til den store begivenhed. at var yderligere 3 wildcard løbere med på samlingen: Alle tre kunne deltage med støtte fra DOF's venner – en støtte og et samarbejde som både juniorlandsholdet og DOF's venner ønsker at fortsætte frem mod JWOC 2019 i Danmark.
Hvis du har lyst til at støtte unge talenters udvikling og være en del af DOF's venner, så kan mere information findes på DOF's venners hjemmeside: http://venner.do-f.dk/
Efterårssamlingen er en samling med fokus på generel udvikling, og især den tekniske udvikling var i højsædet med 9 orienteringstekniske træninger på 6 dage. På alle træninger løbes der med GPS, så løberne efterfølgende kan analysere deres løb og optimere deres færdigheder i en terræntype langt fra den danske. Selvom der ikke skal løbes mesterskaber i nordisk terræn i de kommende år for juniorerne, er det en terræntype juniorlandsholdet prioriterer som en del af deres generelle udvikling af basisfærdigheder.
Juniorlandstrænerne skal i slutningen af oktober udtage den nye juniorlandsgruppe for 2019. Der venter nu en stor og krævende opgave da hele 46 løbere har meldt deres interesse om en plads i juniorlandsholdsgruppen 2019. Det er glædeligt at så mange drømmer om en plads på juniorlandsholdet, og selv der kun forventes plads til 12-16 løbere, så bliver der helt sikkert stor kamp om pladserne på holdet til Junior-VM 2019 i Silkeborg/Aarhus.
Juniorlandsholdet offentliggøres d. 1/11 på DOF's hjemmeside.