Skip to main content

MTBO EM: Alle gode gange 3

| Morten Bang Nørgaard | Nyheder 2018

Junior skammel Mellem 2

 

Ja, hvad kan man sige? Jeg mangler ord. Derfor et citat fra Mikkel Brunstedt Nørgaard som opsummerer resultatet fra dagens mellemdistance i juniorklassen således: ”Success fra Thomas igen! Hattrick, den dreng er jo gal”. Og det rammer vel egentlig meget godt…

På en mellemdistance i en skov, som efter gårsdagens regnskyl i det store og hele faktisk var tør på nær nogle kæmpestore huller med meterdybt mudder, gjorde Thomas Steinthal igen det onde ved konkurrenterne. Han fuldender dermed Junior EM med at vinde alle 3 individuelle konkurrencer. Det er altså klasse!

Mikkel kunne i dag ikke helt følge op på de seneste dages podieplaceringer. Han blev ramt af en punktering allerede på vej ud af starten og måtte stoppe op og pumpe, og det lykkedes heldigvis at få latex’en til at lukke hullet i dækket. Men med et halvfladt baghjul var det ikke rart at køre over hverken grene eller sten, da han kunne mærke fælgen ramme dem, så det fjernede lidt af fokus fra banen. Efter et par småfejl endte han på en 17 plads, stadig i den bedste halvdel af feltet.

Mellemdistancen blev ikke den store forløsning for Senior rytterne. Oliver Friis endte med en placering som nr. 29 lige præcis midt på resultatlisten. Han er i dag godt 11 minutter efter den vindende Krystof Bogar (CZE), som er en mand der formår at træde nogle voldsomme watt. Rasmus Søgaard vælger at trille retur efter halvgennemført løb.

Cæcilie Christoffersen fortæller at hun fik kørt et forholdsvis rent løb. ”Jeg laver dog en enkelt fejl ved post 8 og tager et dårligt vejvalg til anden sidste posten, men er ellers tilfreds med gennemførelsen af løbet.” Knapt 9 minutter efter Olga Shipilova Vinogradova ender hun på en placeringsmæssig opløftende 13 plads. For dem der fulgte med på live GPS trackingen var det ærgerligt at se Camilla Søgaard lave en kæmpe fejl på den første halvdel af banen. Efter en skovtur af de store var alle store placerings-drømme ikke længere realistiske og hun trillede i mål godt 2 minutter efter Cæcilie på en 18 plads.

Indtil videre opsummerer Landstræner Lasse Brun Pedersen årets EM således: Thomas kræver næsten ikke nogen kommentarer, andet end at hård træning og målrettet arbejde betaler sig! Mikkel har også præsteret godt med en 5 og en 6 plads, men er lidt uheldig i dag med et halvfladt baghjul tidligt på banen. Men alt i alt super flotte præstationer af Junior drengene. Eliterytterne har haft en lidt uoptimal forberedelse den sidste tid inden EM, enten med afslutning af uddannelse og specialeskriveri eller med skader. Og det viser sig igen at hvis man ikke er 100% på plads har man ikke en chance i toppen af resultatlisterne på internationalt niveau.

Nu stilles fokus om til den afsluttende mix-stafet. Thomas, Camilla og Rasmus tørner i nævnte rækkefølge ud for Danmark 1, mens Danmark 2 udgøres af Oliver, Cæcilie og Mikkel. Førsteturene går i skoven kl. 9:00. Følg med på EM’s hjemmeside hvor der er live resultater og tracking. Her findes selvfølgelig også resultater fra dagens mellemdistance.