Skip to main content

Junior testløb afviklet

| Thomas Jensen | Nyheder 2018

 

Agnes Nørgård Kracht ligger med to sejre og en tredjeplads lunt i svinget til en plads på junior-VM holdet. Her er hun fanget på vej i mål til JWOC 2017

Nu har løberne gjort deres del af arbejdet. Det er nu juniorlandsholdstrænernes tur til at gå i tænkeboks. Jeppe Ruud, Astrid Ank Jørgensen, Camilla Bevensee og Rasmus Folino Nielsen har nu frem til torsdag den 7. juni 2018 til at udtage holdene til JWOC og EYOC.

Hvordan er det så gået?
Som man kunne læse i optaktsartiklen i fredags, er der andre ting en resultaterne på testløbene der tæller. Men testløbene vægtes højt. Traditionen tro har løberne i de fleste af klasserne ikke gjort opgaven let for trænerne.

Klare tendenser i D20
I D20 har fire løbere været i top på alle tre løb. Det er ikke så overraskende at det er Agnes Nørgård Kracht, Ida Øbro, Annika Simonsen og Hedvig Valbjørn Gydesen. Agnes lagde bedst ud og vandt de to første konkurrencer, mens Annika Simonsen blev nr 4, 2 og 1. Ida var også stabilt med - hun løb to andenpladser og en fjerdeplads i hus. Hedvig løb sig til to tredjepladser og en femteplads.

Men der skal udtages seks løbere til holdet, at resultaterne er lidt mere mudrede på de næste pladser, så her er det hvad landstrænerne lægger vægt på. Lise Termansen fik en flot 4. plads på lang, mens Lotte Markussen og Sara Lysemose Poulsen har mere stabile præstationer med hver deres 6., 7. og 8. plads. Alberte Kaae-Nielsen blev nr. 5 på mellemdistancen, men blev disket på sprint og endte lidt længere ned på lang.

Fire pladser i D16
I D16 har især Siri Simonsen udmærket sig med sejr både på mellem og lang - og en tredjeplads på sprinten. Elanor Henriksen har to andenpladser og en 6. plads, mens Camille Næstoft Juhl har en 2., 3. og 5. plads. Eva Örnhagen vandt sprinten, men måtte nøjes med en 5. plads på mellem og en 10. plads på lang. Nanna Lysemose blev nr. henholdsvis 6 og 7 på sprint og mellem, men sluttede af med en flot 3. plads på langdistancen. Xenia Bregensøe lagde ud med en flot 4. plads på sprinten, men blev henholdsvis 6 og 9 på mellem og lang. Så også her er der lidt at tænke over for landstrænerne.

Med til historien hører dog, at de tre D14 løbere Ida Riis Madsen, Theresa Skoubo og Sigrid Høyer Staugaard har blandet sig fint i konkurrencen. Især Ida med en 4. og 5. plads på de to skovdistancer var rigtig flot med. Men der er ikke tradition for at udtage løbere, der endnu ikke er gamle nok til at løbe D16.

Lidt tydeligere billede i H16
I H16 har især Jonas Gabs og Oscar David Broman Jensen gjort det rigtig flot i to af løbene hver. Oscar vandt sprint og blev 2'er på lang og Jonas blev 2'er på mellem og vandt lang. Især på lang skilte de to sig ud. Jonas var godt 2 minutter foran Oscar, og så var der yderligere mellem 3½ og 5½ minut ned til Jeppe Caspersen, Mathias Buchgreitz, Theis Munktved, Lukas Kjær Hemmingsen og Gustav Vinther Jensen. Af disse forfølgere ligger især Theis lunt til med en 4. plads på sprinten og en sejr på mellem. Lukas har løbet stabilt alle dage og blev henholdsvis 2 og 3 på de første to konkurrencer.

Mange om buddet i H20
Hvis landstrænerne har haft en svær opgave i de øvrige klasser, er det endnu sværere i H20. 10 forskellige løbere har været i top 6 på mindst et af løbene, men der er kun plads til 6 på holdet. Der er dog op til fire H18 løbere, der har mulighed for at komme på EYOC holder, hvis de ikke kommer på JWOC holdet.

Kun én løber, Andreas Bock Bjørnsen, har været i top seks på alle tre løb, med en sejr, en andenplads og en 5. plads.

Malthe Kjær Hemmingsen har blev 2'er på sprinten og vandt lang, så trods en ikke så god mellemdistance, må han også ligge lunt. Malthe Poulsen blev henholdsvis 3, 7 og 4, Søren Thrane Ødum 7, 3 og 3, Laurits Bidstrup Møller 6, 6 og 2, Elias Hinge Krogsgaard disk, 5 og 7, Mads Møller Skaug 5, 9 og 16, Lasse Fugmann Thamdrup 4, 11, ej start, Morten Örnhagen 11, 4 og udgået, Johan Halkjær Dupont 15, 21 og 6 - og sidst men ikke mindst vandt Mikkel Holm Nielsen mellemdistancen, men er blot blevet nr. 10 på sprint og lang. Han har dog en række andre resultater som fx andenpladsen til DM-sprint på kontoen også.

Så konklusionen må bliver, at der er rigtig mange, der må være inde over landstrænernes overvejelser. Jeg er sikker på, at der sidder en række unge mennesker og venter spændt ved telefonen de næste fire dage.

resultater og o-track fra skovdistancerne kan du se her: http://www.herning-orienteringsklub.dk/herning-orienteringsklub.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=2045&Itemid=157

Resultater og o-track fra sprinten kan du se her: http://ok-snab.dk/aktuelle-lob/1214-jfm-sprint-2018.html