Skip to main content

Junior testløb i weekenden

| Thomas Jensen | Nyheder 2018

Her er holdet fra JWOC 2017 - om nogle dage har vi en indikation af, hvem vi kan forvente at finde på holdet i 2018

I weekenden er det igen tid til at udfordre landets dygtigste junior- og ungdomsløbere på styrke, fart, orienterings tekniske skills og ikke mindst evnen til at præstere under pres. Der er med andre ord testløb til Junior-VM (JWOC) og ungdoms-EM (EYOC).

Første testløb er JFM sprint, der afvikles i Brejning ved Vejle fredag. Skovdistancerne afvikles i henholdsvis Thorsted og Nørlund med Herning OK som arrangør. Vejrudsigten lover op til 30 grader og sol, så vores unge talenter bliver også udfordret på evnen til at holde hovedet koldt i varmen. Men det er perfekte forhold forstået på den måde, at der også venter de løbere der bliver udtaget en varm opgave, når JWOC skal afgøres i Ungarn fra den 6. til 15. juli 2018 – og EYOC skal afgøres i Bulgarien fra 27. juni til 1. juli 2018.

Holdene bliver udtaget senest torsdag den 7. juni 2018, og der lægges i udtagelseskriterierne især vægt på disse testløb – og så selvfølgelig på at løberne skal have en seriøs og realistisk træningsindsats, udviklingspotentiale og en målsætning om nu eller på sigt at præstere i toppen af verdenseliten. Der bliver også set på præstationer til de store mesterskaber i 2017 og øvrige store løb i foråret 2018.

Som udgangspunkt skal der udtages 6 af hvert køn til JWOC – og 4*4 løbere i henholdsvis D16, H16, D18 og H18 til EYOC. Der bliver dog kun stillet fuld hold til EYOC i H/D18, hvis løberne har vist tilstrækkelig højt niveau på testløbene – det vil som udgangspunkt sige, at de skal være mindre end 20 % efter vinderen på skovdistancerne og mindre end 15 % efter på sprinten.

Du kan læse mere om JFM-sprint og se resultater på SNABs hjemmeside: http://ok-snab.dk/aktuelle-lob/1214-jfm-sprint-2018.html.

Resultater fra de to øvrige testløb kommer på Herning OK’s hjemmeside her: http://www.herning-orienteringsklub.dk/herning-orienteringsklub.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=2045&Itemid=157