Skip to main content

Krævende start på World Cup i Letland

| Nyheder 2017

Amanda Falck Weber blev nummer 46 i dagens World Cup. Foto: Kell Sønnichsen

De seks danske landsholdsløbere fik testet deres orienteringstekniske færdigheder ved fredagens World Cup-løb i Letland. Mellemdistanceterrænet bød på masser af tætheder, slugter og kurvedetaljer på kortet, der stillede høje krav til kortkontakt og kompaskontrol undervejs.

Placeringsmæssigt gjorde Marius Thrane Ødum det bedst på det unge danske hold i sit comeback på landsholdet ved at løbe sig til ind som nummer 35 efter de lidt mere end seks kilometer i skoven.

- Marius løb et rigtig flot løb og blev nummer 35 i et hårdt felt, så det var et rigtig godt løb - især taget hans tidlige start i betragtning. Amanda løb også et godt teknisk og stabilt løb. Hun fik lavet små fejl, men ikke noget større. Alle seks havde gode partier på banen, men nogle af løberne fik også lavet større bom, og det koster tid i sådan noget terræn her. Alle var ved godt mod og synes, at de fik noget ud af det,  siger landstræner Torbjørn Gasbjerg.

Terrænet mindede på mange måder om mellem- og stafetterænet fra juli måneds VM i Estland - et terræn, der bød på mange store bom hos selv meget rutinerede orienteringsløbere. Og derfor var det også en stor mundfuld for det danske hold, der blandt andet tæller tre landsholdsdebutanter i form af Niklas Ingwersen, Emil Øbro og Stefan Frands Petersen.

- Det var måske endnu mere krævende end VM-terrænet, fordi der var endnu mere kupering på nogle diffuse skrænter, så det var nærmest endnu sværere. Så det var meget den samme type orientering, man skulle mestre i dag, siger landstræneren.

Ruslands Natalia Gemperle løb med sejren hos kvinderne efter en mellemdistance uden de store fejl, og det blev afgørende på en dag, hvor storfavoritten Tove Alexandersson tidligt smed dyrebar tid i det grønne terræn. Hos mændene snuppede langdistanceverdensmesteren Olav Lundanes sejren med mere end 40 sekunders forspring til Matthias Kyburz fra Schweiz.

World Cup-afdelingen i Letland fortsætter lørdag med stafetten, hvor Danmark stiller med et herrehold bestående af Marius Thrane Ødum, Emil Øbro og Magnus Dewett, mens de øvrige danskere løber med på mixede hold uden for konkurrence.

Resultater:
World Cup, Mellemdistance, Letland
Kvinder – 5,2 km. 20 poster
1. Natalia Gemperle, Rusland 38.56 min.
2. Sabine Hauswirth, Schweiz + 0.25 min
3. Marika Teini, Finland + 0.51 min.
46. Amanda Falck Weber, Danmark +6.44 min.

Mænd – 6,1 km. 21 poster
1. Olav Lundanes, Norge 35.57 min.
2. Matthias Kyburz, Schweiz + 0.44 min.
3. Gustav Bergman, Sverige +1.16 min.
35. Marius Thrane Ødum, Danmark +5.39 min.
74. Magnus Dewett, Danmark +9.42 min.
103. Niklas Ingwersen, Danmark +15.59 min.
113. Emil Øbro, Danmark +23.04 min.
114  Stefan Frands Petersen, Danmark +24.41 min.

World Cup-truppen 24.-28. august 2017:
Amanda Falck Weber, Tisvilde Hegn OK
Emil Øbro, Tisvilde Hegn OK
Magnus Dewett, OK SNAB
Marius Thrane Ødum, OK Øst Birkerød
Niklas Ingwersen, Horsens OK
Stefan Frands Petersen, Allerød OK

Programmet for World Cup i Letland er:
25/8: Mellemdistance
26/8: Stafet
27/8: Sprint kvalifikation + finale

Arrangørernes hjemmeside: http://www.wcup2017.lv/

World Cup-stilling mm.: http://ranking.orienteering.org/WorldCup?wcup=footo