Danish spring sprint med flotte danske resultater
Dagens sprint var samtidig tredje afdeling af den danske Trimtex rangliste, hvor Søren Schwartz og Maja Alm blev de glade vindere. Foto: Lasse Grøn
Dobbelt dansk i dameklassen
Maja Alm startede først i dagens sprint, da hun ved et lille uheld i første omgang var blevet tilmeldt i motionsklassen, og derfor blev eftertilmeldt i elitklassen. Det var en ny udfordring for Maja, der er vant til at starte sidst, og derfor få bekræftelse på at tempoet er OK, når hun møder sine konkurrenter på banen, og når hun hører speakeren på publikumspassagen. Men til trods for at hun måtte gøre alt arbejdet uden at få bekræftelse på tempoet undervejs, levede hun op til sin favoritværdighed og løb en sikker sejr hjem.
Undervejs så det ellers længe ud til at Cecile Klysner, der er kommet sig helt oven på den sygdom, der holdt hende væk fra DM-nat, ville give Maja kamp helt til stregen. Men på den sidste sløjfe trak Maja fra og vandt med ca. 20 sekunder. Men Cecilie kunne løbe en flot andenplads i hus foran russiske Svetlana Mironova.
Både Cecile og Maja havde ros til banelægger Rolf Lund efter løbet. Det havde været en udfordrende bane med mange vejvalgsproblematikker. Cecile udtalte efter løbet, at hun tit havde været i tvivl om, hvilket vejvalg der var det hurtigste, men hun havde taget en hurtig beslutning og udført sine vejvalg rigtig godt, hvilke bar flot frugt.
Flot comeback af Søren Schwartz
I herreklassen startede Søren Schwartz også tidligt, da han ikke har løbet så mange WRE løb sidste år på grund af skader, og derfor ikke ligger så godt på verdensranglisten. Men det forhindrede ham ikke i at løbe et super flot løb. Han kom i mål i en meget klar føring, og tiden holdt helt ind til sidststartende Tim Robertson fra New Zealand kom i mål. Robertson vandt i en meget suveræn stil med ikke mindre end 38 sekunder foran Søren.
Tim Robertson er flyttet til Wien og træner målrettet sprint. Det har tydeligvis givet pote. I hvert fald var hans præstation i dag i verdensklasse og viser, at han har potentialet til at kæmpe med om medaljer til VM i Estland til sommer, hvis han kan holde og måske sågar løfte sit niveau lidt.
Tredjepladsen gik til en stærkt løbende Andreas Boesen. Han var blot tre sekunder efter Søren Schwartz, og førte faktisk over Søren ind til den sidste sløjfe, hvor Søren havde en fantastisk afslutning, der også var hurtigere end Tim Robertsons. På fjerdepladsen var der et meget fornøjeligt gensyn med Jakob Edsen. Det er et stykke tid siden, vi har set ham i så godt form, så det bliver rigtig spændende at følge hans udvikling hen over sæsonen. Tue Lassen var ikke helt på toppen før start, men han valgte alligevel at løbe. Det gav en placering som 4. bedste dansker 26 sekunder efter Søren Schwartz.
Du kan se tracking fra dagens konkurrence på arrangørernes hjemmeside. Her kan du også følge mellemdistancen i morgen, hvor de største favoritter starter fra omkring kl. 14:00 og frem.