Eskil Schønning er kommet flyvende fra start i 2017 og blev bedste dansker i H21 Elite (Billedet er fra Eskils Facebook side)
På dagens mellemdistance til Nordjysk 2-dages fik de lange baner lov til at løbe i en jomfruelig del af Blokhus i starten af banen. Banerne var som forventet meget tekniske, men gik generelt i forholdsvis let fremkommeligt terræn.
I D21 Elite vandt Emma Klingenberg igen i dag en suveræn sejr. Hun kom dog ikke så godt fra start. Allerede på post 2 bommede hun to minutter. Men derefter løb hun et rigtig flot løb, om kunne løbe sejren i hus med en sikker margin på tre minutter. Ligesom på langdistancen var det de to nordmænd Kaja Wisnes Nordhagen og Therese Haare, der kom på de to næste pladser. Næstbedste dansker blev Nina Najbjerg mens Caroline Gjøtterup og Lea Reime fulgte på de næste pladser.
I H 21 Elite var det norsk i toppen. Thomas Natvig Årstad løb den 6 km lange bane imponerende 31:49. Det gav ham en sikker sejr med godt to minutter ned til hans landsmand Olai Stensland Lillevold. Eskil Schønning blev en flot nr. 3 foran Tue Lassen, Rasmus Djurhuus og Björn Cederberg. Eskil løb også rigtig flot på den lange distance i går, så det tyder godt for hans forårssæson.
Du kan finde resultater og billeder på arrangørernes hjemmeside.