Dagen efter DM Nat er der mulighed for at få en sjælden o-løbs oplevelse, når der er indendørs orientering på Nærum Gymnasium. Du kommer til at løbe på tværs af fem etager, fra kælderen til tredje sal i en åben og moderne bygning, hvor der er mange detaljer at holde øje med.
Din kortlæsnings-teknik vil blive udfordret, når du skal tilrettelægge dit vejvalg over 2 eller 3 etager. Hold godt øje med hvilke døre, der er åbne og lukkede!
Fra stævnepladsen vil du have et fint overblik over løbsområdet, så du kan heppe på klubkammeraterne.
Kortet har kun været brugt en gang tidligere under en åben klubtræning i Søllerød OK. Flere erfarne o-løbere blev her sat på en gevaldig prøve.
På vegne af teamet bag NAG Indoor Sprint 2017
Julius Molsen
Søllerød OK