Fra torsdag d. 13. april til lørdag d. 15. april arrangerer Nordvest OK og Mariager Fjord OK Påskeløb i Nationalpark Thy. Deltagerne kan se frem til nærkontakt med den barske nordvestjyske natur med alt hvad dette bl.a. indebærer af indlandsklitter, småmoser og bjergfyr. Påsken falder heldigvis sent i 2017, så chancerne for at solen skulle titte frem er store. Skovene, der er valgt, er Tved Plantage og Tvorup Øst med samme stævneplads de to sidste etaper.. Som noget nyt i år er det besluttet, at de uheldige, der ikke har kvalificeret sig til jagtstarten, ikke skal vente med at starte til efter alle de andre er taget hjem. I stedet får de lov at starte før de andre med put-and-run. Udover oplevelserne i Tved og Tvorup Øst er der fortræning i Vilsbøl og Bøgsted Rende.