Svensk sejr i Tiomilas herrestafet
Thor Nørskov imponerede igen
Det blev atter storklubbernes kamp om sejren i herrestafetten ved årets Tiomila. Tre klubber var samlet på sidste tur. Kalevan Rasti med den mangedobbelt verdensmester Thierry Gueorgiou startede ud sammen med Jonas Leandersson i svenske Södertälje-Nykvarn. Knap to minutter senere sendte danske Thor Nørskov norske Eskil Kinneberg ud i IFK Göteborgs blåhvide dragt. Eskil indhentede de to andre og der var skiftende føringer indtil afslutningen, hvor Eskil var først på sidste post, men i spurten viste Leandersson sig at have et gear, som nordmanden ikke kunne finde. Det vil givetvis blive bemærket i vores naboland, at dette var første gang i rigtigt mange år, at det var en svensk løber, der løb en svensk klub til sejr i Tiomila.
Dermed blev det efter 11 år tilbegevenden til førstepladsen for en af Sveriges mest ambitiøse klubber. Det var første gang i 11 år, at Södertälje-Nykvarn vandt løbet. Klubben var i 90-erne kendt under navnet IFK Södertälje – da var danske Allan Mogensen holdets store stjerne. Allan løb den gang klubben til sejr to gange.
Den niende og næstsidste tur blev meget afgørende. Thor Nørskov viste her gode takter før EM, der starter om en uge. Han startede ud på turen som nr. 2 men uden kontakt til de førende hold. Men han holdt hovedet koldt og holdt afstanden til de to førende. Turen blev desværre ligeledes en dramatisk endestation for favoritholdet Halden SK. Holdets store stjerne, Olav Lundanes slog skulderen af led ved et styrt og derefter måtte udgå af løbet. Vel at mærke umiddelbart efter han med en suveræn præstation havde bragt holdet i spidsen for konkurrencen.
Set med danske briller var OK Pan Aarhus’ placering som nr. 27 det mest interessante at fortælle om. En af holdets trænere, Rasmus Oscar sammenfatter således: "Det var en lidt anderledes stafet, end vi havde regnet med - både fysisk og teknisk, idet der var flere udslagsgivende gaflinger. Allerede på første tur blev feltet spredt ret meget. Her taber vi også noget tid, da Jonas Munthe løber til en forkert gafling. Det går ellers som planlagt, men det er svært at hente tid på teten. Den eneste, der gør det, er Søren Bobach på lange natten, hvor han også henter en hel del placeringer. De næste 4 ture holder tiden og placeringerne, men som forventet var de to sidste ture "overmatchet", men de gennemfører i fin stil. Vi lavede ingen større fejl, men det var bare en hård stafet."
Ser man på placeringerne gennem stafetten, bekræftes dette billede. Jonas skiftede som nr. 76 små 6 minutter efter de hurtigste og selvom Claus Hallingda Bloch endnu en gang viste imponerende stafetstyrke og tog 20 placeringer, var holdet over 10 minutter efter, da de to første ture var afviklede. Tue Lassen holdt de gode takter og løb ind på têten, mens Søren Bobach på den sagnomspundne lange nattur på næsten 17 km leverede en kongeindsats ved at halvere afstanden til de førende til 5 minutter og en placering i top 20. Christian Christensen tabte kun få pladser før landsholdsløber Andreas Hougaard Boesen fornemt løb holdet op til en imponerende 13. plads. Jeppe Ruud og Rasmus Djurhuus gjorde det ligeledes fornemt. Men derefter var det helt som forudset en umulig opgave for Niclas Hjort Ingwersen og Simon Thrane Hansen at hænge med, da de andre klubber sendte verdensstjerner i aktion. Men indsatsen bør give de ambitiøse OK Pan løbere blod på tanden til finske Jukola, hvor der kun er 7 ture.
Af andre danske præstationer kan nævnes, at Emil Øbro på OK Orions førstetur løb holdet ind som nr. 66, at Björn Cederberg løb OK Pan Kristianstad fra 16. til 13. pladsen på 9. tur. Tisvilde Hegn OK lå stabilt mellem nr. 80 og 90 indtil holdet tilsyneladende blev diskvalificeret på 6. tur.
Endnu en gang var det en fornøjelse at følge løbet på Web-TV. Massevis af TV-poster, fin brug af GPS-tracking og imponerende veloplagte speakere i målområdet. Samtidig havde man en helt imponerende lydkvalitet fra skovspeakerne. Det kan godt være man skal være nørd for at følge et løb som Tiomila, men er man det, så oplever man, at orienteringsidrætten bestemt kan gøres publikumsvenlig med omhyggelig planlægning og de nødvendige ressourcer. En særlig nyskabelse var de løbende kamerafolk, der på lange sekvenser løb lige bag de førende og gav et direkte indtryk af fremfærden i terrænet. Selvom terrænet nær skistadion ikke bød på de største tekniske udfordringer, så havde man udnyttet terrænet på bedste vis. Og de lange baners løbere kan i hvert fald ikke klage over sværhedsgraden. Alt i alt endnu et fint Tiomila, som vi selvfølgelig fra dansk side vil huske for OK Pan Aarhus fornemme sejr i dameklassen.
http://www.10mila.se