Skip to main content

Sprint guld til Boesen og Alm

| Administrator | Nyheder 2016

Andreas Boesen og Maja Alm blev danske mestre på sprintdistancen

Haderslev downtown dannede rammerne om dagens danske mesterskaber på sprintdistancen. Arrangørerne havde skab nogle fantastisk flotte rammer omkring mesterskabet, med tracking på storskærm og publikumsvenlig passage midtvejs.

Banerne var ikke super tekniske, så der skulle løbes rigtig stærkt, hvilket gjorde, at man skulle være helt skarp, når man skulle finde de små passager i den hyggelige gamle bydel.

Første danske mesterskab til Boesen
I herreklassen løb Andreas Boesen sit første danske sprintmesterskab i hus. Andreas satser målrettet på sprint, og har tidligere vist at han har høj klasse, men det var alligevel lidt overraskenden, at han kunne sætte det to sprint-mix-stafet verdensmestre Søren Bobach og Tue Lassen til vægs.

Andreas vandt med 10 sekunder foran Søren Bobach. Tue Lassen havde ikke noget godt løb, om måtte se sig slået med 47 sekunder af Boesen. Det var dog nok til at sikre ham bronzemedaljen 11 sekunder foran førsteårs senior Magnus Dewett.

Favoritsejr i dameklassen
Maja Alm løb som ventet det danske mesterskab i hus i dameklassen. Hun vandt 24 sekunder foran Emma Klingenberg, der stadig er stærkt løbende, selvom hun har lagt satsningen på hylden. Fremtidens store sprinthåb Cecilie Friberg Klysner fik bronze 1:14 minutter efter Maja, mens sidste års vinder Ida Bobach vendte tilbage fra en skadespause med et fint løb, der rakte til en fjerdeplads.

Guld til Josefine Lind
I dame junior klassen blev det til det sædvanlige opgør mellem Josefine Lind og Amanda Falck Weber. Som det har været i alle årets øvrige konkurrencer, var det igen Josefine, der trak det længste strå. Hun vandt med 22 sekunder foran Amanda, i øvrigt i en tid, der havde givet bronze i seniorklassen. Caroline Finderup løb en sikker bronzemedalje i hus, knap et minut efter Amanda.

Malthe Gaarsdal vandt herrejunior
I herrejuniorklassen blev det lidt overraskende til dobbelt Farum sejr. Malthe Gaarsdal vandt i suveræn stil et minut foran Mikkel Lyskjær Jensen, der igen var 20 sekunder foran Laurits Bidstrup Møller. Forhåndsfavoritten Emil Øbro blev disket – hvilket der i øvrigt var 7 løbere der blev i denne klasse. Det er et usædvanlig stort antal, men i skrivende stund ved jeg desværre ikke hvad årsagen var.

H 21 - 4,271 km – 21 poster
1.\tAndreas Boesen, Roskilde OK, 15:45
2.\tSøren Bobach, OK Pan Aarhus, 15:55
3.\tChris Smithard, Deeside O-club, GBR (ikke med I dansk mesterskab), 16:05
4.\tTue Lassen, Faaborg OK, 16:32

H 20 – 4,271 km – 21 poster
1.\tMalthe Gaarsdal, Farum OK, 17:40
2.\tMikkel Lyskjær Jensen, Farum OK, 18:40
3.\tLaurits Bidtrup Møller, Silkeborg OK, 19:00

D 21 – 3,6 km – 19 poster
1.\tMaja Alm, OK HTF, 15:06
2.\tEmma Klingenberg, Faaborg OK, 15:30
3.\tCecilie Friberg Klysner, FIF Hillerød, 16:20

D 20 – 3,6 km – 19 poster
1.\tJosefine Lind, OK Gorm, 16:16
2.\tAmanda Falck Weber, Tisvilde Hegn OK, 16:38
3.\tCaroline Finderup, OK Pan Aarhus, 17:32

http://dm.okhtf.dk/?visaar=2016&type=sprint