På trods af regn og rusk fik knapt 500 elever en fin dag i selskab med Maja Alm
OK HTF med Jørn "Jønne" Andersen i spidsen stod for et fint Naturløb i Haderslev Dyrehave med deltagelse af knapt 500 skoleelever fra 3-4-5-6 klasse.
Selvom dagen bød på regn og kuling gik eleverne løs på poster i valgfri rækkefølge og supersprint med højt humør og masser af gejst.
DR P4 Syd sendte direkte radio og Jydske Vestkysten var også på plads med journalist og fotograf for at dække begivenheden, der havde besøg af den tredobbelte verdensmester Maja Alm, OK HTF.
Maja Alm er en fantastisk ambassadør for orienteringssporten, og hun var tirsdag på besøg i Rold Skov OK og efter dagens seance i Haderslev Dyrehave, der udover Naturløbet også bød på en foto- og interviewseance med UC Syd i forbindelse med udarbejdelse af undervisningsmateriale til folkeskolen, fortsatte Maja til besøg i Kolding OK.
Maja uddelte præmierne efter Naturløbet og tog sig også tid til at skrive autografer og være med på en masse selfies, som hendes mange unge fans i Sønderjylland satte stor pris på.
Naturløbene arrangeres af de lokale orienteringsklubber i samarbejde med Dansk Orienterings-Forbund og Aktiv Rundt i Danmark og støttes af Nordea-Fonden.
Fredag d. 9. oktober afsluttes Naturløbssæsonen traditionen tro i Dronninglund, hvor Aalborg OK står for arrangementet.
http://www.aktivrundti.dk/naturloebet