Skip to main content

Det nye KUM fik en flot start

| Administrator | Nyheder 2015

Der var både klassisk KUM-orientering og discipliner på tværs af kredsene i weekenden.

Af Tobias Svarer, medlem af BUU

Den forgangne weekend har stået i orienteringssportens tegn. Mens landsholdet kæmpede sig til en flot sjetteplads og en endnu flottere samlet sejr i World Cuppen, blev der også dystet i stafet på Sletten. Dette var kulminationen på en hel weekends oplevelser for 170 orienteringsløbere i alderen 11-20 år, arrangeret af Silkeborg OK.

Årets KUM - KredsUngdomsMatch - var den første udgave efter at konceptet er blevet lavet åbent, sådan at alle løbere kan deltage, uden at skulle udtages fra kredsen først. Principperne er dog stadig de samme. Kredsenes ungdomsløbere dyster om hvem der er den bedste kreds i Danmark. Lørdag dystes der er i individuel og søndag løbes der stafet. Dog er konceptet lavet om, sådan at det nu varer fra fredag til søndag. Derfor er der plads til endnu mere hygge og leg kredsenes løbere imellem.

Fredag aften bød på et sjovt opgaveløb rundt på Virklund skole, hvor hold fra hver kreds skulle kæmpe i forskellige discipliner, hvoraf de fleste ikke havde noget med orienteringsløb at gøre. Alle hold viste stor kampgejst, men efter pointlighed mellem 14 hold, hvoriblandt 2 af dem var fra sydkredsen, blev syd valgt til denne aftens vinder.

Lørdagens langdistance bød, ikke overraskende, på en flot og overbevisende sejr til østkredsen, der stillede til start med hele 80 løbere mod Sydkredsens 36 og Nordkredsens 60. Pointsystemet er bygget op, så de 4 bedste løbere fra hver kreds giver points i forhold til placeringer. Palsgaard lagde ramme om det flotte arrangement, og mens løberne kæmpede i skoven, sørgede Jonas Munthe og Lasse Grøn for underholdning på stævnepladsen, med en speakning hvor såvel orienteringsløb som europapaller blev et stort tema.

Alt i alt et velarrangeret løb med super gode baner i et lækkert terræn, godt vejr og masser af godt humør.

Lørdag eftermiddag var der socialt arrangement på Sletten. Med stor hjælp fra Fdf’erne, som ejer området, blev endnu et opgaveløb stablet på benene, hvor deltagerne, på tværs af køn, klasse og ikke mindst kreds skulle dyste i alle mulige og umulige discipliner. Det blev en super eftermiddag med godt vejr og masser af glade løbere.

Om aftenen var det så tid til den traditionsrige KUM-fest. Først med middag, hvor speakerne fra formiddagens løb igen stod for underholdning som konferenciers. Og efterfølgende med fest med dansegulv, fodboldbane i hallen og ikke mindst spillebule for de mindste. Der blev danset, spillet og ikke mindst hygget til den helt store guldmedalje.

Søndag stod den så på stafet. Terrænet var Sletten, med start fra Knøsmarken, banelægger var Christian Bobach. Derfor var forventningerne høje og alle var klar på at skulle give sig 100% for at kunne æde de store bakker.

Efter en festlig førstetur med børnefødselsdag og flødebolleuddeling ved publikumsposten lagde Østkredsen sig i front. På trods af stærke præstationer fra løbere fra de andre kredse som til tider pressede hårdt på bagfra, formåede Øst'erne at holde denne føring og vandt. Desuden snuppede de også 2. pladsen, mens 3. pladsen gik til et stærkt løbende stafethold fra nordkredsen. Sydkredsens 1. hold sluttede på en 4. plads, kun kort efter Nordkredsens bedste hold. Alt i alt mange flotte præstationer.

Efter dette års store arbejde af såvel Silkeborg OK, som ledere og løbere for indsatsen, bliver KUM 2015 og det nye koncept evalueret af stævneledelsen og Lands-BUU. Desuden bliver KUM-evaluering et punkt på trænerseminaret til november i Vejle.

Vi glæder os til at se mange glade løbere igen næste år, hvor Østkredsen er KUM-arrangør.

Der er flere billeder på https://www.facebook.com/kredsungdomsmatch og resultater i linket herunder.

http://silkeborg-ok.dk/silkeborgok/php/sok.php?side=lob.php&lob=97