Skip to main content

World Cup-afslutning - med schweiziske sejre

| Administrator | Nyheder 2013

Emma Klingenberg flot nr 3 i afsluttende sprint

Det blev som forudsagt schweizisk dominans til afslutningen af World Cup 2013. For det første naturligvis fordi der var schweizisk over-all World Cup vinder hos både herrer og damer, da Matthias Kyburz vandt hos herrerne og Simone Niggli hos damerne. Derudover var der sejre til schweizere i alle konkurrencer, og til overflod dobbeltsejr i dagens afsluttende sprinter - og i gårsdagens mellemdistance var der schweizere på de 5 første pladser hos herrerne.

Så man må sige, at Schweiz har mere end fået "revanche" for et måske lidt skuffende VM, hvor "kun" Simone Niggli holdt fanen højt, men til både World Games og den afsluttende World Cup har det været Schweiz, der dominerede.

Simone Niggli sluttede således sin internationale karriere på toppen, hvad nok alle andre end svenske Tove Alexandersson syntes var ok!! Tove havde satset ved at stå over på lørdagens mellemdistance for at være helt klar til sprinten der talte dobbelt. Og hvis Tove var blevet nr 2 i dag, havde den samlede sejr også været hendes - men hun blev kun nr 4. Slået af en anden schweizer Judith Wyder og vores egen Emma Klingenberg, der satte en tyk streg under sit kæmpemæssige potentiale i sprint ved at blive nr 3.

Emma havde i det hele taget en rigtigt god weekend ved også at blive bedste dansker på mellem- distancen som nr 15, og Emma holdt således sin samlede 7.plads i World Cup 2013. Her lykkedes det Ida Bobach at avancere til 4.pladsen, selv om hun ikke i weekenden havde de allerbedste placeringer som nr 21 på mellemdistancen og nr 16 i sprinten. Maja Alm avancerede også et par pladser til nr 19, men havde heller ikke den helt store weekend med placeringer som nr 32 og 12.

Hos herrerne var det ikke overraskende at Matthias Kyburz vandt den samlede konkurrence og vel heller ikke at Daniel Hubmann blev nr 2, men at Schweiz besatte de 4 første pladser (og 6 i top 10)viser en uhørt styrke - som ikke mindst kommer via stærke sprintresultater. I den samlede stilling har svenskerne 3 løbere i top 10 - alle 3 også stærke sprintere. Tue Lassen rykkede nogle pladser ned i den samlede stilling og sluttede som nr 10 efter at være blevet nr 22 på mellemdistancen og 15 i sprinten.

Årets World Cup vil således blive husket for en uhørt stor schweizisk dominans, men man må vel også sige, at visse løbere og lande mangler lidt i den samlede stilling hos herrerne, herunder ikke mindst Thierry Gueorgiou, Frankrig og Olav Lundanes, Norge og næsten ingen af de bedste russiske, franske og finske løbere har deltaget i andet end VM

http://www.ol-weltcup.ch/en/