Skip to main content

Simone Niggli indstiller karrieren

| Administrator | Nyheder 2013

Tidernes uden sammenligning mest succesrige orienteringsløber, Simone Niggli, har netop offentliggjort sin beslutning om at indstille sin landsholdskarriere efter World Cup finalen den kommende weekend. Med et fantastisk facit på 23 VM-guldmedaljer og utallige andre triumfer, kan den 35-årige schweizer se tilbage på en karriere, der næppe bliver overgået.

Simone – mor til tre - fortæller på sin hjemmeside, at det har været en lang og svær beslutningsproces, men at det føles rigtigt at stoppe på toppen efter hendes fantastiske VM i Finland i år, hvor hun endnu en gang vandt alle tre individuelle guldmedaljer.

Med Simones beslutning sættes Emma Klingenbergs flotte spurtbesejring af netop Simone Niggli i NORT tidligere i år endnu mere i relief: Emma blev en af de sidste, der besejrede Simone på toppen af karrieren.

Der vil helt givet blive sagt og skrevet rigtigt meget mere om Simone og hendes beslutning ved den kommende weekends World Cup finale i Baden i Schweiz, der givetvis kommer til at stå helt og aldeles i Simones tegn. Så herfra skal vi foreløbig blot udtrykke vores allerstørste beundring over for en enestående idrætspersonlighed, som er og har været til enorm inspiration for rigtigt mange yngre stjerner og os, der følger dem.

http://www.simoneniggli.ch/home/page.aspx?page_id=147&archive_type_id=18&person=0&categories=&archive_id=10433&from=1&keyword=